Anmeldelser · Nordlys - bøger fra Norden

Per Petterson: I kølvandet

Jeg synes jo ikke, at jeg – som Tom Kristensen skriver – drømmer om skibskatastrofer og pludselig død, men jeg er altså alligevel dumpet ind i to ulykkesskibe i træk. I Orgelbyggeren var det Estonia, og her er det Scandinavian Star, der spøger, selvom navnet ikke nævnes direkte.

Enkelt og yderst velvalgt forside med en tænksom, midaldrende mand.

Jeg-fortælleren i bogen er igen Arvid Jansen, som vi møder på bunden. Han kommer til sig selv efter et blackout, hvor han både har været på druk og fået alvorlige bank. Nu står han så midt på gågaden i Oslo og sparker på døren til den boghandel, hvor han ikke har arbejdet i tre år.

Baggrunden for den episode får vi aldrig nogen forklaring på, men i stedet får vi den voksne Arvids historie. Siden vi så ham som ven i Det er okay med mig, er han blevet forfatter med moderat succes, er blevet gift og skilt – og så er hans far, mor og to yngre brødre omkommet i flammerne på færgen til Danmark.

Særligt forholdet til faderen fylder meget, men det er uerkendt af Arvid, der altid har opfattet sig selv som en mors dreng, mens faderens dyrkelse af krop og sport altid har ligget ham fjernt. Alligevel har der selvfølgelig været en enorm længsel efter anerkendelse og frustration over faderens manglende forståelse. Arvid mindes en episode, hvor faderen i fuldskab håner ham for at ville være en ’Hemningway’, og det er svært at vurdere, om Arvid har det værst med hånen over forfatterdrømmene – eller med at faderen ikke ved, at navnet er Hemingway.

Oveni er der så forholdet til den tre år ældre bror, som selv er ved at gå ned med flaget. Alligevel er romanen ikke en undergangsroman. Vi møder som sagt Arvid, da han ER nede at vende, og det er som om ydmygelsen endelig sætter gang i den nødvendige katarsis og erkendelse af, at tabet af faderen ER et tab. Han møder endda også en kurdisk nabo og en enlig mor, så måske er der stadig håb?

Jeg satte pris på Pettersons tidlige romaner om Arvids barndom, men man må virkelig sige, at han har hævet niveauet, efter at han er begyndt at tære på hovedstolen. Sproget er stadig fantastisk, og med en voksen hovedperson kan han løfte tungere og mere eksistentielle problemstillinger. Det er både spændende og stimulerende læsning. ’I kølvandet’ er ikke ’Ud at stjæle heste’ – men det er tæt på.

Reklamer

One thought on “Per Petterson: I kølvandet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s