Kunst og kultur · Nyere dansk · Om det at læse

DR-romanklubben: Afrunding

Så er sæsonen ved at være slut. Vi har holdt det sidste møde, diskuteret den sidste roman og sluttet af med lidt god mad og lidt hyggesnak. Det har også i år været en god oplevelse at være med. Af de seks forfattere havde jeg kun læst noget af Svend Åge Madsen på forhånd, og bortset fra Eksil ville jeg næppe have læst bøgerne på egen hånd.

Dette års høst gav ikke anledning til helt så meget diskussion som sidste år, men generelt gav klubben mig, hvad jeg kom efter: Nye litterære bekendtskaber og mulighed for at diskutere bøgerne.

Til gengæld var bøgerne selv en oplevelse på det jævne. To var rigtig gode uden at være fantastiske, to var udmærkede og to var deciderede skuffelser.

Lad os starte med det sidste først: Julia Butschkows ’Apropos Opa’ blev aldrig rigtig nærværende for mig. Barnebarnets smerte pga. en fjern nazistisk bedstefar virkede ikke troværdig på mig, og de helt korte, knappe kapitler fængede ikke. Rune T. Kiddes ’Julius’ Afsind’ blev heller ikke vedkommende overhovedet – jeg blev bare irriteret, og selvom irritation vel er bedre end ligegyldighed, så følte jeg mig hverken underholdt eller klogere efter læsningen.

Robert Zola Christensen havde skrevet årets første bog ’Aldrig så jeg så dejligt et bjerg,’ hvor den alkoholiserede gymnasielærer Allan ser tilbage på sit liv og den gamle franske forelskelse, der måske/måske ikke var med til at afspore hans liv. Det var en fin lille roman med et imponerede og til tider meget associerende sprog. Svend Åge Madsen er aldrig rigtig kedelig, men ’Mange sære ting for’ virker alligevel som et mindre vellykket værk fra hans hånd. Historien hænger simpelthen for lidt sammen, og jeg blev ikke rigtig bidt af det store tema om religion vs videnskab. Til gengæld var der nogle forrygende passager og detaljer, som i sig selv gør den værd at læse.

Jakob Ejersbo døde desværre før han kunne nå at gøre ’Liberty’ færdig. Det kan man godt mærke på bogen, der kunne tåle at være et par hundrede sider kortere. Historien om den danske og den afrikanske dreng, der bliver venner i Tanzania, er til gengæld dybt fascinerende. Marcus jagter en anstændig tilværelse, mens Christian jagter en mening med livet midt i sin rodløshed. Afrika gør ikke meget for at hjælpe nogen af dem på vej.

Den største og mest overraskende læseoplevelse gav Merete Pryds Helles ’Hej Menneske’ mig. Næsten alt omkring bogens koncept og opbygning var designet til at irritere mig, men til min store forundring følte jeg mig både utroligt godt underholdt og godt oplyst af historien om stenalder-Edith og de mange arkæologiske indlæg. Så godt underholdt, at jeg kunne se bort fra historien om nutids-Edith, der var lidt tynd i kanten.

Nå, hvis erfaringen fra sidste år er et pejlemærke, så betyder det, at Merete Pryds Helle ikke kommer i semifinalen, mens sejren går til Rune T. Kidde. Nu må vi se.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s