Anmeldelser · Nordlys - bøger fra Norden

Per Petterson: Det er okay med mig

Romanen er den tredje bog i Pettersons serie om Arvid Jantsen – der mere og mere ligner et livsprojekt, udtænkt efter en forudbestemt plan et eller andet sted mellem det imponerende og det skræmmende – selvom han kun er en biperson her.

 Hovedpersonen er Audun Sletten, der flytter til Oslo i midten af 1960’erne og får Arvid som bedste ven. Det meste af handlingen udspiller sig i 1970, hvor drengene går i gymnasiet. De er på nippet til at blive mænd, og det volder specielt Audun problemer. Han er grundlæggende et sympatisk menneske, men han er også mærket af en hård barndom og et problematisk forhold til den alkoholiserede far, og så er det ikke helt nemt at undgå druk og slagsmål.

 

Per Petterson tegner et fantastisk portræt af den indesluttede dreng, der langsomt åbner sig for Arvid, læseren og sig selv. I sidste ende er han ikke nær så hård og ligeglad, som han ynder at fremstå. ”Det er okay med mig,” siger han flere gange, men den hopper Arvid ikke på: ”For at være helt ærlig Audun, så tror jeg der er forbandet lidt der er okay med dig.” (169)

Historien er dramatisk uden at være brutal. Audun færdes i udkanten af det sociale boligbyggeris hårde miljø, og det går ikke altid stille af, men i sidste ende viger Petterson tilbage fra et oplagt sammenstød. Det er rart, at volden ikke altid eskalerer, og at tingene ikke altid er så slemme, som de ser ud. Petterson interesserer sig for ganske almindelige mennesker, og deres liv er dramatisk nok til ikke at kræve billige effekter.

Tonen er melankolsk, og som sædvanlig rammer Petterson forholdet mellem drenge/unge mænd lige på kornet. Auduns demonstrative indelukkethed og det tætte forhold til Arvid er suverænt beskrevet. Da Arvids far er blevet overfaldet, er det Audun, der hævner ham. Petterson viser fornemt og diskret, at det ikke handler om Arvid, men derimod om Auduns frustrationer over ikke at have en far, der er værd at holde af.

Som altid er sproget vidunderligt. Et lille eksempel: ”Søsteren taler jeg ikke med, hendes øjne er så store og brune at jeg efter flere år med samme rute stadig ikke ved hvad hun hedder. Men hun ser på mine bukser.” (18) Ja, selv den hårdeste dreng kan blive mundlam, når der er kønne piger i nærheden, og endda så nervøs, at han ikke tør spørge om deres navn.

Jeg var meget optaget af bogen, som bortset fra ’Ud og stjæle heste’ nok er det bedste, jeg har læst af Per Petterson. Den kan varmt anbefales.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s