Anmeldelser · Nyere dansk

DR-Romanklubben (Golden Oldies): Vagn Lundbye: Trefoldighedsbarn

Vagn Lundbyes roman fra 2002 vandt DR-romanprisen i 2003, og selvom det ikke er en af de mest mindeværdige vindere, så er det bestemt ikke nogen dårlig bog.

Coveret ligner en zoologi-bog, synes jeg.

Jeg-fortælleren Vagn Lundbye befinder sig på Tasmanien i 1997. Under en vandretur i skovene falder en meget, meget, meget giftig tigerslange ned på ham fra en trætop, og han er længe i tvivl om, om han har fået den dødbringende gift i sig eller ej. Eftersom han begynder at tale med slangen og fortælle den sin barndomshistorie fra 1930’erne og 1940’ernes Danmark, virker det plausibelt nok, at han hallucinerer!

Drengen Emil vokser op i en dårligt fungerende familie i Århus. Hans far tjener egentlig ok, men han er alkoholiker, så han skylder penge til højre og venstre, og familien må konstant flytte til en ny lejlighed med kreditorerne i hælene. Værre er det, at han også er en rendyrket psykopat, der tæver sin kone og Emil, som han ikke kan fordrage. (Faderen skider bogstavelig talt på andre: Han har stor fornøjelse af at prutte Emil i hovedet.) Omgivelserne bemærker nok, at noget er galt, men tiden var ikke til at blande sig i, hvordan en mand skulle styre sin familie.

 

Med den baggrund er det i virkeligheden utroligt, at Emil efter alt at dømme bliver en god og sympatisk dreng. Han snupper penge fra faderen, som han stikker moderen til husholdningen, han passer på lillesøsteren, og han finder sin egen identitet i skolen og Skovbakkens atletikafdeling. Alt i mens han forbereder opgøret med tyrannen og et liv som officer og digter.

Bogens titel hentyder til hans fødselsdag 22. november 1933, som skulle være en særlig lykkebringende dato. I første omgang virker spådommen i direkte modstrid med Emils liv, men når han kommer ud på den anden side som et helt menneske, passer den måske meget godt alligevel?

Slangens fortælling fylder ikke så meget. Den er en reinkarnation af en af de oprindelige tasmanere, der oplevede englændernes systematiske udryddelse i 1800-tallet. Det er en nærliggende tanke, at Lundbye mener, at begge de to former for undertrykkelse udspringer af den samme vestlige, patriarkalske tradition, og at hans sympati for naturfolk udspringer af egne erfaringer. I hvert fald er det oplagt, at hans udlængsel og eksotiske drømme som barn hang sammen med, at hjemmet var et direkte ubehageligt sted at opholde sig.

Emils opvækst er en gribende fortælling, mens den tasmanske del af historien aldrig får samme dybde. Romanen er måske også lovlig lang, og som læser sad jeg hele tiden med en fornemmelse af, at dette var en udmærket eller måske endda en rigtig god bog – men ikke en fantastisk bog.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s