På hendes opfordring – hvis man ellers kan stole på fortælleren i dette spørgsmål, hvad man ikke kan i andre – genopliver han sine gamle litterære ambitioner og begynder at skrive deres historie. Så længe det er fortiden, det drejer sig om, nøjes han med at tvinge sine egne synspunkter igennem, men da historien passerer nutiden og begynder at beskæftige sig med de tos fremtidige forhold bliver manipulationen mere alvorlig.
Han beskriver deres fremtid – f.eks. at hun flytter ind hos ham – og hun spiller den rolle, han tildeler hende. Det er begyndelsen til enden for deres forhold, fordi Agnes gradvis reduceres til et redskab for hans litterære ambitioner, og fordi teksten bliver et filter mellem dem og deres forhold. Ikke nok med det:
”Er du ikke lykkelig, sådan som vi har det?
Jo, sagde jeg, men lykken skaber ikke nogen gode historier.” (s. 64)
Skal han holde fast i Agnes, eller skal han gøre fortællingen til en ”rigtig” historie, dvs. en tragedie med ulykkelig udgang? I sidste ende viger han tilbage for at skrive en lykkelig slutning. På den anden side er de kunstneriske kvababbelser måske bare et dække over eller en undskyldning for mere ordinære motiver:
”Det er svært at forklare; selvom jeg elskede hende, havde været lykkelig sammen med hende, va det kun uden hende, at jeg havde følelsen af at være fri. Og frihed havde altid været vigtigere for mig end lykke.” (s. 99)
Kunst og livet smelter sammen, og i sidste ende vælger fortælleren altså friheden – den kunstneriske frihed og livet alene – frem for det forpligtende samliv med Agnes. En spændende, lille historie som både rummer en fin lille kærlighedshistorie og en interessant diskussion af kunstens rolle i samfundet.
Mest om bøger 