Anmeldelser · Nordlys - bøger fra Norden

Torgny Lindgren: Dorés Bibel

Projekt ”bog nummer to” er nået til Torgny Lindgren. Jeg læste Norrlands Akvavit sidste år, og jeg er glad for, at jeg gik videre til Dorés Bibel, der efter min mening er et både mere helstøbt og mere interessant værk.

 

Hovedpersonen bor igen ude i den svenske provins. Han er født lige før anden verdenskrig i det bedre borgerskab med en far, der er statsskovridder, en klaverspillende mor og en elsket morfar, der er ekspert i svensk sprog og litteratur indtil han mister evnen til at læse i et forrygende frostvejr. Det sidste er et typisk eksempel på Torgny Lindgrens underfundige humor, der bærer en både filosofisk gribende historie igennem. 

Mens morfaderen mister læseevnen, så har hovedpersonen den aldrig. Han lider af ordblindhed i svær grad og kommer aldrig til at læse den litteratur han holder så meget af og som han så verdensklogt fortolker. Hans fascination af Gustave Dorés bibeltegninger er derfor både naturlig og bogens omdrejningspunkt.

 

Hans kæreste eje er en luksusudgave af tegningerne, helt uden biblens ord, men alligevel er han i stand til at udlægge teksten – eller i hvert fald budskabet – for de andre børn i skolen. På den måde sættes der alvorligt spørgsmålstegn ved ideen om den hellige skrift og den lutheranske fascination af den, for hvad er illustrationerne andet end fortolkninger af det oprindelige budskab? I øvrigt er heller ikke denne fortolkning endelig, for da fortælleren minutiøst kopierer de originale tegninger bliver dødstallet på billederne ubevidst et par hundrede færre. Han har ”glemt en lille, næsten usynlig streg hist og her. Mere er det jo ikke der skiller livet fra døden.” (179)

Abraham på vej til at ofre Isak - eksempel på Dorés illustrationer.

Centralt står forholdet til faderen – Vor Far, som han afslørende betegnes på et tidspunkt – der ikke kan accepterer fortællerens handicap og får ham anbragt på et hjem for uegnede, selvom han drømmer om både universitet og landbohøjskole. Trods dette åbenlyse forræderi nægter fortælleren at hade sin far, som han tværtimod idealiserer og identificerer sig med, og han afviser også at blive vred på systemet eller bitter i sin senere tilværelse. Netop hans naive og positive tilgang til den urimelige behandling gør anklagen mod det velfærdssamfund, der i sin trang til at beskytte og forædle endte med at diskriminere, så meget mere pointeret.

Bogen er rigt illustreret med eksempler på Dorés bibelkunst. Det er et godt valg, for de hænger naturligt sammen med teksten. Det er med til at give den rette stemning, men der er naturligvis ikke den samme tætte sammenhæng mellem tekst og grafik som i tegneserier.

Historien er pakket ind i den ramme, at fortælleren (en ordblind!) er blevet opfordret af kirken til at skrive en bog om sit forhold til Doré, så der henvises hyppigt til, at hele romanen indtales på bånd, ligesom fortælleren undervejs diskuterer projektet med Manfred Marklund, den lokale notitsskriver til den regionale avis, der altid er på jagt efter interessante nyheder, han kan presse den indre sandhed ud af.

Adspurgt om de ikke kunne blive til en bog, svarer han lakonisk: ”Jeg har tænkt på det, siger Manfred. Men mine notitser er ikke sådan. De er unikke og alvorligt ment. De må ikke gemmes af vejen i romaner.” Sagen er naturligvis, at Dorés Bibel er spækket med notitser og observationer, som i den grad er både unikke og alvorligt ment, og det gør ikke spor, at de er gemt af vejen i en roman.

2 kommentarer til “Torgny Lindgren: Dorés Bibel

  1. Kære Henrik Madsen,

    Du skriver så indsigtsfuldt om Dores bibel at jeg vil tillade mig at stille dig et fortolkningsspørgsmål,jeg selv tumler med.

    Hvorfor er det hovedpersonen blir fyret fra museet?

    Er det fordi hans lærerinde ved, at han ikke kan læse og har lært det hele udenad?

    Eller er det, som en siger til mig, fordi han har lært det så godt, at lærerinden tror han faktisk har lært at læse – og derfor på en måde er en “falsk handicappet” jvf museumsinspektørens betragtninger over original og kopi. Imod dette taler at hende fra rigsdagen der får ham ansat som en sidste gestus, vel ikke fortæller, at han ikke kan læse, men derimod præsenterer ham som sin sekretær.

    Har du læst Humlehonning – den er på højde med Dores bibel – synes jeg

    Med venlig hilsen
    Lena Kjems

  2. Kære Lena,

    Tak for din kommentar, som rejser nye spørgsmål for mig – og det er jo altid godt.

    Umiddelbart tolkede jeg fyringen som endnu et eksempel på, samfundet lægger alt for meget vægt på formelle kompetencer og for lidt på ægte visdom, for der er jo ingen tvivl om, at fortælleren er en indsigtsfuld fortolker og dygtig formidler, selvom der mangler noget uddannelse.

    Men man kan selvfølgelig også sige, at der er et element af hybris i hans fald. Fremfor at nøjes med den ægte formidling, han faktisk mestrer, fristes han til lyve sig til noget mere. Han bliver falsk.

    Hvem har så skylden for den situation? Samfundet som har holdt ham tilbage og hånet ham for hans ordblindhed så længe, at det er gået ud over hans selvtillid? Eller fortælleren, der umiddelbart synder?

    Interessant overvejelse i hvert fald. Jeg har ikke læst Humlehonning, men jeg er helt sikkert ikke færdig med Lindgren.

    God sommer

    Henrik

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s