Anmeldelser · Historie

Hannah Arendt: Eichmann i Jerusalem

Sidste år kom Hannah Arendts klassiske værk om retssagen mod Adolf Eichmann i starten af 1960’erne endelig på dansk. Det kan undre, at det har taget så lang tid, for der har altid været salg i anden verdenskrig, og der kom da også både en norsk og en svensk udgave kort efter den oprindelige udgave. Bedre sent end aldrig, fristes man dog til at sige, for værket er stadig dybt interessant, og forsinkelsen giver plads til et spændende og nuancerende efterskrift ved Therkel Stræde.

Bogen er først og fremmest en reportage om en konkret retssag mod en bestemt person for specifikke forbrydelser. Arendts beskrivelse af holocaust og hendes teser om Eichmanns personlighed har hele tiden dette udgangspunkt, og selvom hun argumenterer for sagens berettigelse, så skoser hun samtidigt anklagerens forsøg på at hænge ham op på hele jødeforfølgelsen, når hans konkrete handlinger var alt rigeligt til at dømme ham.

Diskussionen om det rimelige i at dømme Eichmann i et andet land og med tilbagevirkende kraft for gerninger han åbenlyst udførte under ordrer gennemsyrer hele bogen, og Arendts påstand er altså, at sagen var i orden. Dens formål var at skaffe ofrene retfærdighed, og med dette formål for øje kunne alle juridiske og filosofiske indvendinger fejes til side. Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig med hende i den vurdering, men den lidenskabelige argumentation er interessant.

Adolf Eichmann organiserede transporterne til dødslejrene fra det besatte Europa, og det er netop hans funktion som upersonlig bureaukrat, der gav anledning til tesen om ondskabens banalitet: At han ikke var motiveret af had, men at han ”bare” passede sit job og plejede sin karriere og samtidig manglede empati for sine ofre.

Hannah Arendt
Den tysk-jødiske totalitarisme-forsker er igen kommet i vælten.

Therkel Stræde gennemgår, hvordan forskningen efterfølgende har afkræftet denne teori. Eichmann og hans ligesindede var nok bureaukrater, men de var også fanatiske antisemitter, hvis flid og ihærdighed var drevet frem af ideologisk overbevisning. Selv uden dette bidrag fra senere forskning er det dog klart, at bureaukratiet ikke alene kunne forklare holocaust. Det var givetvis en forudsætning for at gennemføre en så omfattende og så kompliceret operation, men bag maskinens effektivitet lå hele tiden politisk pres og styrets ideologiske grundlag.

Arendt frikender da heller ikke Eichmann, selvom hun ser ham som en tom skal afstivet af karrieretænkning og meningsløse fraser. I sidste ende er også bureaukraten ansvarlig for sine handlinger, og selvom hans funktion måske kunne være udført af hvem som helst, så blev den altså udført af ham. Ordrer, tidens mentalitet og krigens nødvendighed kan være forklaringer, men aldrig undskyldninger for deltagelsen. Det bemærkes allerede tidligt, at det tredje rige var så forskruet, at almindelig logik blev sat ud af kraft: ”Det var imidlertid kun ’undtagelserne’, som kunne forventes at reagere ’normalt’ under forholdene i Det Tredje Rige. Denne enkle sandhed skabte et dilemma for dommerne, som de hverken kunne undslippe eller løse.” (s. 37)

I sidste ende må historien bedømmes moralsk, uanset hvor problematisk det kan være. Arendt er skarp i sin kritik af de jødiske råd, der i langt de fleste lande presses af nazisterne til at stå for det grove arbejde med registrering af jøderne og deres ejendom og således bliver medvirkende til deres egen undergang. Arendt respekterer, at personlig vinding ikke spillede nogen rolle for dem, men hun viser meget klart, at alene anerkendelsen af at der findes en defineret gruppe jøder, der kan have egne repræsentanter og dermed adskiller sig fra befolkningen som helhed, er først skridt mod udskillelse og udslettelse. Angrebene på de jødiske ledere førte til fordømmelse og det virker da også ret oplagt, at Arendt trods sin jødiske baggrund og studier af holocaust havde været for langt fra begivenhederne til at forstå det umådelige pres jøderne var under. Den moralske bedømmelse gælder også hendes yndlingseksempel Danmark, hvor hun gentager de mest banale myter om redningen af jøderne i 1943. Den historie kan læses bedre andre steder.

I sidste ende kan bogen dog anbefales på det varmeste. Kombinationen af konkret begivenhedshistorie, sociologisk refleksion og dybfølt indignation gør ’Eichmann i Jerusalem’ til et stimulerende og alt andet end banalt værk om menneskets uendelige potentiale for moralsk forfald.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s