Anmeldelser · Klassikerhjørnet · Lyrik

Inger Christensen: Det

Jeg har lige læst Inger Christensens hovedværk fra 1969 færdig, og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om det. På den ene side imponerer det med sit vældige omfang og enorme ambitioner, men på den anden side har jeg sjældent haft en så tvetydig fornemmelse efter at have læst en bog. Jeg nød sproget, rytmen og de mange gentagelser og variationer, der kendetegner systemdigtningen, men jeg har også en fornemmelse af, at jeg kun har forstået en meget lille del af værkets indhold – og jeg ved ikke rigtig, om jeg har lyst til at bruge den fornødne tid og energi på at knække koden.

Inger Christensens digte kan fås rørende billigt i denne samlede udgave

Digtsamlingen skildrer i indledningen skabelsen af verden, både konkret og gennem sproget. I de tre store midterste kapitler – Scenen, Handlingen, Teksten – fokuseres på det moderne menneskes liv, inden forfatteren i epilogen tematiserer angsten for at miste og sproget som en mulig kilde til at overvinde afstanden mellem mennesker og til at formulere det ufattelige.

Værket åbner og lukker med ordet ’Det.’ I indledningen deler begrebet sig og ekspanderer til en stadigt større og stadigt mere genkendelig verden, inden det i epilogen igen snævres ind. Det er som om, Inger Christensen beder læseren acceptere det ord som udgangspunkt, inden hun tager ham med ud på en storslået rejse for så at aflevere ham ved udgangspunktet igen. Måske klogere, men i hvert fald ikke upåvirket af turen.

Der er noget sært dragende over Inger Christensens evne til at opstille et rigidt system for derefter at variere det på utallige måder. I slutningen af prologus starter 66 strofer i træk med ”En eller anden…” uden at det virker kedeligt. Tværtimod bruges de til at vise, hvor mange muligheder det fælles udgangspunkt rummer, mens læseren suges ind af den rytme, som gentagelsen giver. 

Mest fascineret er jeg dog nok af små formuleringer rundt omkring i digtet, som virker åbenlyst rigtige i al deres flertydighed. Som f.eks. fra Scenen, Kontinuiteter 4:

           Selv en sol går med mellemrum til grunde

           Kun underligt / tydeligt høres

                                             det æstetiske ekko af døden

                                                                      (“skæbnen”)

En sidste ting: Når det tages i betragtning, hvor svært tilgængeligt digtsamlingen er, så er det ret fantastisk, at ”det” blev en bestseller, da den udkom, og at Inger Christensen endda fik boghandlernes pris De gyldne Laurbær for den i 1970.

En kommentar til “Inger Christensen: Det

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s