Anmeldelser · Nordlys - bøger fra Norden

Per Petterson: Til Sibirien

Ikke den mest inspirerende forside - heldigvis er det indholdet, der tæller.

Sidste år læste jeg både Pettersons hovedværk ’Ud og stjæle heste’ og de to tidlige romaner ’Aske i munden – sand i skoen’ og ’Ekkoland’. Nu er turen så kommet til ’Til Sibirien’, der knytter sig løst til de to tidlige romaner – den navnløse fortæller er mor til den Arvid, der er hovedperson flere af Pettersons bøger – men som i kvalitet mere peger frem mod det modne mesterværk.

Jeg-fortælleren vokser op i 1930’ernes og besættelsestidens Nordjylland i små kår. Hun er rundet af både bondeslægt og Indre Mission, men bor i Frederikshavn, hvor hun og broren Jesper holder moderens religiøsitet stangen. I stedet drømmer de sig langt væk, og mens Jesper vil til Marokko, så er det turen med den transsibiriske jernbane og de mange eksotiske navne på kortet, der betager fortælleren. Sibirien når hun ikke, men udlængslen fører hende til København, Stockholm og Oslo, da først krigen slipper sit tag i landet.

Jesper er den ældste og den mest udfarende af de to søskende, og selvom fortælleren givetvis betyder meget for ham, så kan det læses mellem linjerne, at han nok fylder mere i hendes liv end omvendt. Faktisk er han ubetinget den vigtigste person i hendes liv: Det er ham, der hiver hende med på eventyr i stort og småt og introducerer hende til voksenlivet.

Ikke at hun ikke har ben i næsen og sine egne mål: Hun folder sig ud som nummer et i skolen, som han ikke har meget til overs for. Han bliver tidligt kommunist og vil i lære som typograf, fordi de har en stærk fagforening. Med den baggrund kan det ikke undre, at han engagerer sig i den spanske borgerkrig og bliver rodet ind i modstandskampen efter den tyske besættelse.

Her er han så, den norske sprogkunstner.

Handlingen er spændende – særligt i forbindelse med besættelsen, for læseren opdager tidligt, at Jesper dør ung – men som sædvanlig er Pettersons styrke sprogtonen og den eminente skildring af sansninger af lugte, rum og stemninger. Som da Jesper og fortælleren har opsøgt bedstefaren midt på hans månedlige druktur:

”- Gå ud og vent der til jeg kommer, sagde min far. Stemmen var mild, næsten venlig, og hånden var hård. Jeg havde ikke lyst til at gå ud. Det var koldt ude og varmt inde, men også fuldt af store øjne der stirrede, så jeg vendte mig om, tog to skridt og blev stående i døråbningen.” (s. 35)

Petterson er og bliver en fornøjelse at læse. Jeg glæder mig allerede til den næste bog.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s