Anmeldelser · Fra den vide verden

Haruki Murakami: Trækopfuglens krønike

Trækopfuglens krønike er noget af det mærkeligste og mest fascinerende, jeg længe har læst, og selv nu hvor sidste side er vendt, føler jeg mig på ingen måde færdig med bogen. Det er sjældent, jeg straks efter endt læsning tænker, at jeg gerne vil læse en bog igen (og endnu sjældnere, at jeg faktisk får det gjort) men sådan havde jeg det med Murakamis forunderlige beretning om at rejse til underverdenen for at kæmpe for sin elskede.

 

Hovedpersonen Toru Okada er en ret almindelig ung mand, da hans kat en dag forsvinder, mens han går arbejdsløs og tænker over, hvad han skal bruge resten af livet til. Da hans kone en dag heller ikke kommer hjem fra arbejde, går den trygge tilværelse i opløsning. Han vil have hende tilbage, men aner ikke hvordan. I stedet for at prøve at opsøge hende fysisk begiver han sig ud på en mental rejse ind en skyggeverden for at sætte hende fri.

Undervejs møder han en stribe mærkelige mennesker som søstrene Malta og Kreta Kano, teenagepigen Maj Kasahara, den gamle løjtnant Miyaki og det forunderlige mor-søn par Muskat og Kanel. En stor del af bogen foregår i en brønd, hvor han som en anden Orfeus skal prøve at hente Kumiko tilbage fra dødens rige.

Interessant er det, at mange af de personer, han træffer, også har været i nærkontakt med døden. I en vis forstand er de allerede døde og forbandet til at leve et ikke-liv uden menneskeligt nærvær. Det er mest tydeligt med Miyaki, der allerede burde være død under anden verdenskrig – historien foregår i første halvdel af 1980’erne – men som mod sin vilje fik det lange liv til at mindes krigens rædsler, som han var blevet spået.

Haruki Murakami
Som sin hovedperson Okada ser Murakami helt almindelig ud - uden at være det!

Karakteristisk er også de åndelige eller overnaturlige temaer, der slås an i romanen. Meget af det kan tolkes symbolsk, men det gør også bogen til et meget tidstypisk produkt af 1990’erne med Twin Peaks og X-files. Teknikken minder mest om Stephen King, for Murakami tager også udgangspunkt i en helt realistisk og genkendelig hverdag, som derefter glider over i overnaturlige fænomener, der beskrives lige så konkret. Forskellen er, at King går efter uhyggen, mens Murakami skaber drømmesekvenser og personer, der mere er forunderlige end skræmmende.

Men opfattelsen af en verden under den umiddelbart synlige er naturligvis klar nok. Som Kumiko siger: ”Det, vi ser foran os, er kun en lillebitte del af verden. Vi har for vane at tænke, at det er hele vores verden, men sådan er det slet ikke. Den virkelige verden er meget mørkere og dybere, end den verden vi kender…” (s. 225)

Kort sagt: Et fascinerende og dybt originalt hovedværk fra en forfatter, jeg gerne vil kende meget mere til.

Reklamer

2 thoughts on “Haruki Murakami: Trækopfuglens krønike

  1. I’ll immediately grasp your rss as I can’t find your e-mail subscription
    link or newsletter service. Do you have any? Please permit me recognize so that I may subscribe.
    Thanks.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s