Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder · Butleren i biblioteket

Tardi: Rue de la Gare 120

Den franske tegneserieskaber Jacques Tardi har tidligere behandlet historiske emner som første verdenskrig og Pariserkommunen, men hans gendigtning af Leo Malets romaner om privatdetektiven Nestor Burma var mit første bekendtskab med ham. I den første historie møder vi Burma i tysk fangenskab efter den franske hærs sammenbrud i foråret 1940.

Her møder han ”Boblen,” en forbrændt medfange med absolut hukommelsestab, der ved sin død råber adressen Rue de la Gare 120 ud. Da Burma under sin hjemsendelse hører sin tidligere medarbejder Colomer slynge den samme adresse ud i SIT dødsøjeblik er sagen på sporet. Ikke mindst fordi Colomers død ikke er det mindste naturlig, men derimod et udslag af akut blyforgiftning.

Under hjemsendelsen havner Burma i Lyon, der hører til den ikke-besatte del af Frankrig under marskal Pétains ledelse, og Tardis bidske holdning til samarbejdspolitikken stikker hele tiden hovedet frem. Ikke mindst i de mange patriotiske plakater, der ukommenteret bryder bymurene i billedernes baggrund.

Opklaringen fører snart Burma rundt i et broget selskab af advokater, journalister og andet godtfolk, der alle sammen har travlt med at mele deres egen kage i skyggen af den politiske virkelighed. Nederlaget og tyskerne er der tilsyneladende ingen, der bekymrer sig om. I den første krigstid var hånlige kommentarer og knyttede hænder i lommerne også i Frankrig den mest udbredte modstandsform.

De sort/hvide tegninger understreger eminent godt tidsbilledet. Biler, gader og mennesker har et umiskendeligt skær af 1940’erne – også den pige, der har en slående lighed med skuespillerinden Madeleine Morlain og spiller en central rolle i krimigåden – så billedsiden understøtter glimrende historien.

Problemet ligger snarere i historien som sådan. Burma er en interessant detektiv. Han er både på kant med politiet og i samarbejde med dem, færdes frit på værtshuse og udreder de mindste spor som en Poirot eller en Sherlock Holmes. Desværre er gåden lidt for indviklet og opklaringen lidt for usandsynlig til at gøre det til en rigtig god krimi – og så har jeg aldrig været vild med Agatha Christie-metoden, hvor detektiven samler alle hovedpersoner til sidst for at rede trådene ud. Det ændrer dog ikke på, at Nestor Burma gjorde et godt indtryk på mig, og at jeg helt sikkert skal læse mere fra Jacques Tardis hånd.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s