Anmeldelser · Nyere dansk

DR-romanklubben (1 runde) Robert Zola Christensen: Aldrig så jeg så dejligt et bjerg

Så blev det tid til den nye sæson! DR-romanklubben er startet op på ny, og som sidste år har jeg fornøjelsen af at deltage i filialen i Nakskov. Vi er mange – 11 – men det første møde var spændende, og det er igen en god anledning til at stifte bekendtskab med en række nye danske forfattere.

Blandt dem er Robert Zola Christensen, der i hvert fald for mig er ny. Romanen ”Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” har jeg-fortælleren Allan Rigel, en midaldrende gymnasielærer, som hovedperson. I løbet af de sidste par år – vi får bl.a. Ny Alliances debutvalg omtalt – kommer han så langt ud i sit alkoholmisbrug, at han får stillet stolen for døren af sin rektor.

Det bliver anledningen til at se tilbage på hans ungdom og studietid, som var præget af, at han som den første i familien kommer på universitetet. Selvom det var en omvæltning, hvor han som så mange andre måtte øve sig i at afkode det nye miljøs omgangsformer, så blev det overskygget af hans personlige problemer med kærligheden. I bogens åbningsscene ankommer han tyve år tidligere til Marseille, og en stor del af historien handler om det forhold til Céline, som for alvor tager sin begyndelse der. Bag hende lurer barndomskæresten Sara, som måske, måske ikke repræsenterer den ægte kærlighed.

Historien fortælles i korte, fabulerende tekststykker, som konstant veksler i tid mellem barndomserindringer, studietiden og den deprimerende nutid, hvor alkoholen tager mere og mere over, selvom Allan vitterligt prøver at holde sig på måtten. Det er fristende at finde forklaringen på hans nutidige elendighed i de mislykkede forhold tyve år tidligere, men sagen er måske snarere, at han i sin nuværende krise arbejder sig tilbage i tiden på jagt efter et holdepunkt – eller en undskyldning for sit kuldslagne liv.

Zola Christensen skriver glimrende, og det er også lidt modigt at lade dansklæreren Allan med navns nævnelse svinge pisken over den danske litteraturs elendighed. De konstante skift i tid og sted bliver ikke for alvor et problem, men der veksles en del i stil mellem normalt fortællende passager og vilde associationsrækker med børnerim og ordsprog. Muligvis afspejler det Allans skiftende alkoholpåvirkning, men jeg så ikke noget klart mønster.

Når romanen ikke helt lever op til mine forventninger skyldes det mest, at Allan bare ikke er så interessant en person. Alkoholiseret midaldrende intellektuel – det er ligesom set før, og den fortidige kærlighedshistorie er heller ikke specielt original. Alt i alt en udmærket roman, som det ikke er til at falde i svime over.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s