NFL

Stuffed at the Line – Optakt til uge 7

Sidste uges bud holdt lige netop skindet på næsen: 8-6 (46-28 for sæsonen). Jeg havde held til at spotte sejre til Texans og Chiefs, mens min tillid til Chargers og Seahawks viste sig noget malplaceret. Hvis tendensen fortsætter rammer jeg 50% i næste uge, så brug endelig ikke mine bud til andet end almindelig morskab.
Jeg har tidligere skrevet, at jeg synes, der er flere elendige hold i NFL i år end sædvanligt. Ikke nok med det: Det er i vid udstrækning også de sædvanlige hold, der skraber bunden, og jeg har svært ved at få øje på et hold, der for alvor har vendt bøtten sådan som Falcons og Miami gjorde det sidste år. (Broncos tæller ikke i denne sammenhæng, for selvom deres offseason var kaotisk, så var de trods alt 8-8.) I dagens klumme vil jeg derfor fokusere på de hold, der havde 4 eller færre sejre sidste år, og derfor fik lov til at vælge 1-6 i draften.
Detroit Lions håber snart at have Stafford tilbage. Detroit Lions håber snart at have Stafford tilbage.

Detroit (1-5) holder friuge, og den har de brug for. Løverne ryddede helt op med ny sportschef, ny trænerstab og i vid udstrækning også nye spillere, men resultaterne er endnu beskedne. Det er ok. Der var en sådan mangel på talent sidste år, at det tager tid at opbygge et slagkraftigt hold. Fremtiden afhænger mest af quarterback Matthew Stafford, der har spillet som en typisk rookie med store fejl og enkelte store spil. Han har brug for spilletid, så det er bekymrende, at han nu er skadet. Forventningerne til Detroit var små, og det har de levet ned til.

 

St. Louis (0-6) – Indianapolis (6-0) Rams gik lige så grundigt til værks som Lions, men holdet er snarere blevet dårligere siden sidste år. Steven Spagnuolo har ikke fået forbedret forsvaret væsentligt, og angrebet er stadig elendigt. Der er ingen gode receivere, den offensive linje er hullet og har tendenser til at begå straffe, selvom Jason Smith blev draftet lige efter Stafford. Bulger har håbløse arbejdsbetingelser, men han har også igen vist sig at tiltrække skader. Han virker simpelthen færdig som en effektiv NFL-quarterback. ”Heldigvis” får St. Louis vist for tredje år i træk mulighed for at vælge som et af de første hold til april…

Nå, ja: Så er det de ubesejrede Colts, der kommer til byen for at pudse formen af efter deres friuge.

Kønt var det ikke - men Chiefs fik endelig en sejr. Kønt var det ikke – men Chiefs fik endelig en sejr.

San Diego (2-3) – Kansas City (1-5) Her har vi endnu et hold, der fejede skidtet ud efter et par svage sæsoner. Væk er Herm Edwards og hans flinkeskole, ind er kommet troldmandens lærling (Scott Pioli) og den rasende Todd Haley som træner. Tyson Jackson blev draftet som nummer tre, og ham har vi ikke hørt meget til, ligesom Matt Cassell ikke just har gentaget sin succes fra New England. Chiefs har i det store og hele spillet forfærdeligt, men de har hængt godt på mod Baltimore og Oakland, inden de endelig fik en sejr mod Redskins søndag. En hurtig tilbagevenden til slutspillet bliver der ikke noget af, men jeg har i det mindste fornemmelsen af, at Kansas City har en plan, at holdet kæmper, og at det bliver bedre fra uge til uge. En sejr over skuffende San Diego vil slet ikke overraske mig, men mon ikke at Chargers finder nok offensive spil til at holde håbet om en god sæson i live.

Seahawks (2-4) holder også friuge i denne uge. Det trænger de til, for holdet er som sidste år plaget af skader, noget der blot blev endnu værre, da linebacker Lofa Tatupu i søndags fik en skade, der holder ham ude resten af sæsonen. Seahawks har svinget ekstremt fra storsejre over Rams og Jaguars til pinlige nederlag til Colts og Cardinals. Det største problem er utvivlsomt den offensive linje, der igen er plaget af skader. Selvom linebacker Aaron Curry var et godt valg i første runde af draften, så ligner det mere og mere en fejl ikke at drafte en tackle til at afløse Walther Jones. I betragtning af, at Hasselbeck er blevet en gammel og skrøbelig quarterback er godt linjespil så meget mere nødvendigt. 6-10 ligner en sandsynlig udgang på sæsonen.

Green Bay (3-2) – Cleveland (1-5) Browns solgte retten til at drafte Mark Sanchez til Jets, og det ligner umiddelbart en fejl. Brady Quinn har ikke slået til som quarterback, og der er ikke rigtig nogen i organisationen, der har tillid til, at Derek Anderson kan føre holdet til noget stort. Dertil kommer skader og generelt elendigt spil både offensivt og defensivt, så der er ikke ret meget at glæde sig over. Det mest positive er måske, at Browns har skaffet sig ekstra, unge spillere gennem sine handler, der senest sendte Braylon Edwards til Jets. Der skal han nok vise sig lige så dygtig til at tabe bolde som i Cleveland. Browns bevæger sig som Rams i den forkerte retning, og hvis der er en plan fremad, så er den ikke lige til at få øje på. Packers er til gengæld et talentfuldt hold, der ikke burde have svært ved at snuppe endnu en sejr efter udraderingen af Lions.

Chicago (3-2) – Cincinnati (4-2) Endelig lidt succes! Bengals har været en af sæsonens store overraskelser, men det skyldes ikke tackle Andre Smith, der blev draftet som nummer seks. Han har strejket for en bedre kontrakt, været ude af form og er i øjeblikket skadet. Fremgangen bunder i en skadesfri Carson Palmer og i en stærk fremgang på defensiven, hvor de to unge linebackers Rivers og Maualuga gør det godt. Uheldigvis har de lige mistet deres bedste pass rusher Antwan Odom for sæsonen. Alligevel er Bengals det eneste af de seks hold, der har en chance for at nå slutspillet i år. Kampen mod Bears er meget interessant. Begge hold er kommet ok fra start i sæsonen, men begge har akut behov for at komme tilbage på sporet efter nederlag i søndags. Det er ingen skam at tabe til Falcons eller Texans, men nu er der pres på for at komme ind i en positiv rytme igen. Jeg tror mest på Bengals, men det kan gå begge veje.

San Francisco (3-2) – Houston Texans (3-3) Texans har endnu ikke formået af vinde to kampe i træk i denne sæson, men jeg tror det lykkes søndag, hvor 49ers kommer på besøg.

New England (4-2) – Tampa Bay (0-6) NFL har valgt en skidt kamp til deres årlige charmeoffensiv i London. Det vil være et chok, hvis Patriots ikke går ind til friugen med 5-2 i bagagen.

Minnesota (6-0) mod Pittsburgh (4-2) Umiddelbart ugens bedste kamp. Jeg har mange gange forudset Vikings nederlag, blot for at se dem vinde alligevel. Ikke denne gang. Steelers har hjemmebane og med Antoine Winfield skadet kan Minnesota ikke stoppe deres kastespil.

Buffalo (2-4) mod Carolina (2-3) Her er så ugens kamp mellem elendige hold, der med en sejr kan bilde sig ind den næste uge, at de stadig kan nå noget i år. Bills kan ikke stoppe løbet og må sandsynligvis stille med Ryan Fitzpatrick som quarterback – så Panthers vinder.

New York Jets (3-3) mod Oakland (2-4) Med tre nederlag i træk, en katastrofekamp søndag af Mark Sanchez og nose tackle Kris Jenkins ude for sæsonen er Jets hastigt på vej ned af bakke. Oakland fik omvendt en overraskende sejr over Eagles, men Ryan vil næppe gentage Andy Reids fejl og droppe løbespillet. Jets vinder.

Mon ikke det her er et godt bud på Jerry Jones' ansigtsudtryk, hvis Cowboys taber?
Mon ikke det her er et godt bud på Jerry Jones' ansigtsudtryk, hvis Cowboys taber?

Atlanta (4-1) mod Dallas (3-2) Dallas har de fleste offensive våben tilbage, mens Falcons lige har imponeret mod Bears. En interessant kamp som Dallas vinder – ellers går Jerry Jones amok.

New Orleans (6-0) mod Miami (2-3) Miami har gjort det godt på seneste med to sejre, men der er ingen grund til at tro, at de kan røre et Saints hold i topform.

Arizona Cardinals (3-2) mod New York Giants (5-1) Et meget interessant opgør. Cardinals er på vej tilbage til sidste års slutspilsform, mens Giants må være lidt rystede over, hvor klart de tabte til Saints. Jeg tror Giants rejser sig, men det afhænger af, at de får lagt mere pres på Warner end de fik på Brees.

Philadelphia (3-2) – Washington Redskins (2-4) Når man ser på stillingen ligner det en lige kamp, men den lyver. Redskins har næsten udelukkende spillet mod dårlige hold, de kan ikke score og de er organisatorisk i frit fald. Eagles skuffede mod Raiders, men har i øvrigt spillet udmærket og har brug for revanche. Det får de.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s