Satrapi fik en stor stjerne hos mig, efter jeg læste hendes fantastiske barndomserindringer ’Persepolis’ om opvæksten i Iran under den islamiske revolution. I denne bog griber hun igen tilbage til familiehistorien, men fokus er denne gang på 1950’erne, hvor hendes onkel døde efter ganske få dages depressiv afsondrethed. Det politiske er stadig til stede, men det betyder mindre.
Nasser Ali Khan var et følsomt menneske. Han spillede musik og med kone og fire børn burde lykken være gjort. Det er den bare ikke, for han elsker ikke sin kone så meget, som hun elsker ham, og da hun en dag knækker hans instrument – en tar – under et skænderi, tvinges han på en frugtesløs jagt efter en erstatning.
En fjerdedel inde i bogen beslutter han sig for at dø, og historien er derefter delt ind i kapitler for hver af de otte dage, der går, inden beslutningen bliver til virkelighed. Gennem en række tilbageblik beskrives Nassers opvækst og liv, og det bliver tydeligt, at han føler sig fremmed, selv i sin familie. Sønnen forstår han ikke, og han er plaget af, at han i sin fortid har mistet den store kærlighed, han næsten havde i hænderne. Måske burde han lære at nøjes med det gode liv, han faktisk fik, men det kan han ikke.
Selvom historien bygger på ”virkelige hændelser” så forholder den sig kunstnerisk frit til sit forlæg. Satrapis karakteristiske sort/hvide tegninger fungerer som sædvanligt godt, men jeg synes stadig, at de gjorde sig bedst i fortællingerne om hendes barndom. Kylling med blommer er en glimrende graphic novel, men den når ikke helt de samme højder som Persepolis.
