Politik og samfund

Forsvaret i frit fald

Sagen om den såkaldte Jægerbog udvikler sig stadig mere grotesk. Hvis Thomas Rathsack har røbet følsomme oplysninger er det naturligvis stadig et problem, og det er fortsat problematisk, at Politiken offentliggjorde bogen inden det blev klart, om det var tilfældet eller ej. Hvor monumentale disse fejl end er, så tager de sig efterhånden ud som det rene vand i sammenlignet med forsvarets håndtering af sagen.

Det startede med almindelig forsømmelighed: En tidligere jægersoldat henvender sig med planer om at skrive en bog, og i stedet for at gå aktivt ind i arbejdet med at sikre, at der ikke i den forbindelse røbes mere end tilladt, ignoreres henvendelsen i ni måneder inden et standardsvar printes ud. Jeg tolker det som udslag af forsvarets lille erfaring med at være i krig og de dermed følgende udfordringer.

Forsømmelighed er en ting, politisering og fabrikation af falske beviser noget helt andet. Da Jesper Britze gav sig til at oversætte bogen til arabisk, blev forsvaret en politisk aktør i sagen. Det var ikke længere nok at have ret i byretten, forsvaret ville også sikre, at enhver opposition mod, at det entydigt er forsvaret, der skal styre informationsstrømmen om de danske operationer i udlandet, blev knust. Nu skulle det én gang for alle slås fast, at enhver, der trodser forsvarets vilje i disse spørgsmål, automatisk går arabiske terroristers ærinde.

Det var jo bare en person, vil nogen måske hævde. Måske, siger jeg. Selvom Britze har taget initiativet på egen hånd, så sker den slags jo ikke ud af det blå. Der må have eksisteret en opfattelse i forsvarets top af, at det HAR eneret på informationer om krigen i Afghanistan, for hvordan kunne Britze ellers få den ide, at han gjorde forsvaret en tjeneste ved at sværte Rathsack til?

Politisering i forsvaret er en alvorlig sag af to grunde. For det første er det ikke nogen tilfældighed, og at en af de første forudsætninger for demokratiet er politisk kontrol med militær og politi. Her er der placeret magtmidler, der potentielt kan bruges til at undertrykke politiske modstandere og befolkningen som helhed, og derfor må der gælder højere standarder her end andre steder. Det vil naturligvis være helt tåbeligt at beskylde det danske forsvar for udemokratiske holdninger, men det er et princip, der aldrig kan gives køb på.

For det andet er sagen alvorlig, fordi offentligheden og det politiske system er dybt afhængige i militærets oplysninger, når vi skal tage stilling til det fortsatte engagement i Afghanistan og andre steder. Alle anerkender naturligvis, at ikke alt kan siges, men når det accepteres, at noget holdes skjult, så er det ekstremt vigtigt, at vi kan stole på, at de oplysninger, forsvaret faktisk stiller til rådighed, er korrekte. Det skal fortælle så meget som muligt, og først og fremmest må det aldrig, aldrig, aldrig give forkerte oplysninger. Uanset hvad der sker videre i sagen, så er forsvarets troværdighed voldsomt svækket. Hvordan kan man stole på, hvad der bliver sagt?

Jeg har fra starten støttet missionen i Afghanistan, som jeg stadig finder vigtig og nødvendig. Jeg kan for så vidt også godt lide Søren Gade, der virker som en kompetent forsvarsminister. Alligevel kan jeg ikke se nogen vej uden om, at han må gå af og tage forsvarschef Tim Sloth-Jørgensen med sig. Sagen er så alvorlig, at der må drages en politisk konsekvens af den, og uanset hvor meget Gade også er et offer i denne sag, så kan tilliden til forsvaret kun genskabes ved at starte oprydningen i toppen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s