Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet · Kunst og kultur

Klassikerhjørnet: ’Anna Karenina’ af Leo Tolstoj

Billedet er ikke fra bogen men fra en filmatisering - men det passer vældig godt på forestillingen om Anna.
Billedet er ikke fra bogen men fra en filmatisering - men det passer vældig godt på forestillingen om Anna.

Jeg har altid troet, at Krig og fred var det uoverkommelige storværk af Tolstoj, mens Anna Karenina var den noget mindre og lettere tilgængelige indgang til forfatterskabet. Jeg har endnu ikke læst Krig og fred, så den roman kan meget vel vise sig at leve op til mine forudanelser, men mine ideer om Anna Karenina holdt ikke helt stik. Med 940 sider i den ét-bindsudgave fra Gyldendal jeg har, er der ikke just tale om noget lille værk; tværtimod har det givet mig en del spændinger i nakken at holde bogen oppe til sidste side. På den anden side var det rigtigt nok, at bogen faktisk er nem at gå til. Handlingen er medrivende, personerne genkendelige og sproget friskt og moderne. (Ejnar Thomassens fremragende oversættelse fra 1929 hjælper på sagen, de mange trykfejl i udgaven gør ikke.)

Bogen rummer et stort persongalleri og en række sidehistorier, men den dramatiske tråd gennem værket trækkes af Anna Karenina. Det er hendes skikkelse og udvikling, der binder de øvrige personer sammen, og det er hendes stormende forelskelse i grev Vronskij, der for alvor sætter samfundets spidser på den anden side. Hun er nemlig allerede gift med den kølige embedsmand Karenin, der dog viser sig at være alt andet end følelsesløs, da jalousien og hadet først tager over.

De vigtigste sidehistorier handler om Stefan Oblonskij, Annas bror og en charmerende levemand, der ikke kan få pengene til at slå til, og som i øvrigt har sine egne udenomsægteskabelige forhold, og hans gode ven Ljovin, der går mere end almindeligt op i sit landbrug og er forelsket i Kitty, Stefans svigerinde. Alle bevæger de sig i en stor adelig verden præget af magt, baller og sladder. Det sidste rammer Anna hårdt, da hun vækker skandale ved ikke bare at have en affære med Vronskij – den slags er såmænd så udbredt – men ved faktisk også at forlade Karenin og sin søn uden at have opnået skilsmisse.

Bogens ideal er Ljovins simple landliv med og uden Kitty, men Tolstoj er en alt for stor kunstner til at stoppe budskabet ned i halsen på læseren. Tværtimod er personerne sammensatte og handlingens dramatiske udgang rummer masser af mulighed for fortolkning.

Gå altså roligt i gang med Tolstoj. Han er ikke svær at læse, men jeg må ærligt indrømme, at jeg nu godt kunne bruge en femikrimi, noget kortprosa eller et eller andet mere overskueligt.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s