Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet · Kunst og kultur

Klassikerhjørnet: Spilleren af Dostojevskij

images

 

Fjodor Dostojevskij er en af 1800-tallets store russiske forfattere, men han er på ingen måde bedaget. Det er i hvert fald min konklusion efter at have læst Spilleren, en lille roman han skrev i efteråret 1866, hvor han stadig slikkede sårene efter sin krise på en rejse til Vesteuropa og hans ulykkelige forelskelse i den skønne Polina.

Romanens forfatter, den fattige adelsmand Alexei Ivanovitsj, der må ernære sig som huslærer, er også stormende og ulykkeligt forelsket i en Polina, så der er klare selvbiografiske elementer i bogen. Den udspiller sig i tre akter, hovedsagligt i spillebyen Roulettenbourg ved Rhinen, hvor rige spillefugle samles for at formøble store summer og gøre deres indsats i kærlighedens spil. Forgældede adelsmænd af begge køn jagter den store gevinst, og også Ivanovitsj’ arbejdsgivere er på den yderste rand: Her er det den rige tantes død, der skal være redningen.

Handlingen spidser derfor for alvor til, da hun dukker op i egen højtråbende person og selv sætter kursen mod spillebordene. Den skønne Polina er nemlig forelsket i den franske sjover de Grillet, og HAN er kun interesseret, så længe der er udsigt til arv og medgift. Ivanovitsj ser nu chancen og kaster sig spilledjævelen i vold – for hvordan skal han erobre hende uden penge?

Dostojevskijs sprog er forbløffende nutidigt, og selvom det vel er de færreste, der i dag vurderer potentielle kærester på deres udsigt til arv, så er grundtemaerne tidløse. Det gælder jagten på kærligheden og det gælder spillelidenskaben og det desperate håb om redning gennem den hurtige gevinst, som uden videre kan oversættes til vore dages ludomani. Den psykologiske forståelse af spillerens natur er mesterlig. Selvom Ivanovitsj med sin forstand kan se det ulogiske i at tro på gevinst i et spil, der er sat op til bankens fordel, så er han helt ude af stand til at overføre logikken på sig selv. F.eks. beskriver han et sted det latterlige og formålsløse i at prøve at beregne roulettens næste udfald ud fra statistiske overvejelser – hvorefter han selv fabler om mønstre i spillets forløb.

Mit eksemplar fra biblioteket var fra 1957 og tilsyneladende uberørt af menneskehånd i mange år. Men det lønner sig altså at kaste over romanen, som med sine 150 sider også er helt anderledes overskuelig end de kæmperomaner Dostojevskij normalt forbindes med. Prøv selv at befri Spilleren fra dit lokale bibliotek – jeg tror ikke du vil blive skuffet.
imagesimages

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s