Anmeldelser · Fra den vide verden · Kunst og kultur

Desperation

fox_170x115_small_cover

 

Da Merete Ries forlod Rosinante efter sammenlægningen med Gyldendal, kunne hun ikke slippe branchen. Hun grundlagde forlaget Ries, der siden har udgivet en række smalle bøger, der næppe ellers ville have fundet vej til det danske bogmarked. Det gælder i hvert fald ”Desperate personer” af Paula Fox. Udkommet i 1970 i USA har den ikke just nyhedens interesse, og det er heller ikke en bog, der taler til hverken krimi, spændings eller fantasysegmentet. Man mærker kort sagt, at der ligger engagement ud over det rent kommercielle bag udgivelsen.

 

Bogen handler om det midaldrende ægtepar Sophie og Otto Brentwood, der lever en behagelig middelklassetilværelse i New York, hvor de forsøger at sætte lidt skik på det nedslidte Brooklyn ved at gå foran med et godt eksempel. Trods den materielle behagelighed lurer fortvivlelsen lige under overfladen.

 

I romanens start bides Sophie af en af kvarterets vilde katte. Det væskende sår og bekymringen for hundegalskab giver fortællingen en grundtone af uhygge, men det er naturligvis også et billede på den smerte og aggressivitet, der bobler op gennem den civiliserede overflade. Er Sophie egentlig lykkelig som hjemmegående husmor uden børn og et i bedste fald rituelt ægteskab? Og hvordan går det egentlig med Otto, der er på vej igennem en ubehagelig skilsmisse fra sin gamle ven og partner i advokatfirmaet Charlie? Begge kommer med pludselige og i situationen urimelige vredesudbrud, ligesom verden omkring dem synes på vej mod opløsning med hærværk og affald i gaderne – de er tydeligvis ikke de eneste med uforløste aggressioner og kun en håndsbredde mellem civilisation og barbari.

 

Et fint træk ved bogen er skildringen af Otto. Selvom vi følger Sophie, så fremstår han som en person i sin egen ret – ikke bare som objekt for Sophies ideer og aversioner. Selvom han på overfladen er en korrekt og tilknappet advokat, rummer han tydeligvis en stor skrøbelighed. Tabet af Charlie tager hårdt på ham, og der fornemmes en vis underlegenhed over for Sophie og hendes kulturelle venner, hvis verden han ikke for alvor har adgang til. Interessant er det også har parret – og især Otto – hverken forstår eller bryder sig om de sorte naboer og den hvide underklasse, som de har valgt at bosætte iblandt. Og det er selvom de tydeligvis er liberale og i hvert fald principielt sympatiserer med borgerrettighedsbevægelsen. (I øvrigt har Ries fint fastholdt den tidstypiske brug af ’neger’ frem for ’sorte’ i oversættelsen. Det udtryk ville et tilsvarende ægtepar aldrig bruge i dag.)

 

Dermed er bogens problem også antydet. Kammerspillet mellem Otto og Sophie fungerer godt, men det kan godt være lidt svært at se, hvorfor et dansk publikum skal læse den i dag. Realistiske og psykologisk indfølte skildringer af middelklasseægteskaber i krise er der jo ikke mangel på, og Fox’ bog virker en smule bedaget uden for alvor at gå ind i de sociale forhold, der kunne gøre den værd at læse som tidsdokument. Eller måske trænger jeg bare til at læse om noget andet end middelklassens eksistentielle problemer?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s