Anmeldelser · Kunst og kultur · Nyere dansk

Kaiser – en historie om at nøjes

 

 images5

Henriette E. Møllers anden roman ”Kaiser” – efter ”Jelne” som hun fik Danske Banks debutantpris for – handler om at nøjes. Nøjes med det barn, man ikke burde kunne få. Nøjes med den mand, der overlever krigens rasen. Nøjes med bedsteforældre, når ens mor lever halvdelen af sit liv i udlandet med den far, der ikke vil kendes ved en. Nøjes med tavsheden, fordi selv mennesker, der elsker hinanden, kan have umådeligt svært ved at tale om det, de virkelig tænker på.

 

Da den gamle Albert Kaiser ligger for døden samles hans kone Ebba, hans datter Agnete og hans barnebarn Ida om hans seng. Sårbare og blottede dukker deres erindringer om Albert op til overfladen. Særligt besættelsen med dens splittede loyaliteter fylder meget. Mens Albert føres ind i modstandsmiljøet af sin kommunistiske kammerat Jens, nyder Ebba livet som tjener på en restaurant for tyske soldater. Det er som om hele landets splittelse mellem samarbejde og modstand udspiller sig familien, og som i den store historie står fortielserne, alt det, der ikke kan tales om, tilbage, da røgen bogstaveligt talt har lagt sig.

 

Ebbas fokus på harm, der ikke er der, går i arv til Agnete og Ida, der også har svært ved at etablere et velfungerende parforhold. Det siges aldrig lige ud, at det er Ebbas problemer, der nedarves, men det ligger lige under overfladen.

 

Romanens historie er interessant, og Henriette Møllers skildring af døden er god. Den sætter en gang for alle en stopper for muligheden for at sige det, som burde være sagt. Og når mennesker og generationer dør, forsvinder erfaringer og minder for altid. Tilbage er kun fotografier og andre levn af det, der engang var hele tilværelser.

 

Alligevel var jeg ikke rigtig begejstret for bogen. Dens sprogbrug er meget kringlet med indskudte bemærkninger. F.eks.: ”Men måske den hvide kjole, den mormoren altid kommenterer, hun synes, den er så fin, mormoren, den minder hende om en svensk sommerdag, det plejer hun at sige, mormoren, det bliver den hvide kjole….” (side 213) Det er sikkert et forsøg på at gengive personernes tankestrømme, men jeg må indrømme at det bliver lidt irriterende at læse i længden. Til forfatterens ros skal det dog siges, at hun formår at holde den samme stil og sprogtone hele bogen igennem.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s