Anmeldelser · Film · Kunst og kultur

Flugten – dansk film med gode ideer og mindre god udførelse

31584-226x310crop0

 

Danmark er blevet en nation med en aktivistisk udenrigspolitik, der konstant har store troppekontingenter udstationeret i verdens brændpunkter, enten som led i fredsbevarende operationer eller som direkte deltagere i krigshandlinger. Det kan man have forskellige holdninger til, men som samfund er der i hvert fald tale om nye erfaringer, og det er derfor naturligt, at de tages op i film og bøger. Hvad er det egentligt engagementet gør ved os?

 

Samtidigt kan det også ruske lidt op i dansk film, der de sidste 15 år har produceret en stribe velspillede dramaer og komedier om middelklassens genvordigheder. Meget af det har været udmærket, men afveksling skal der til, og her byder biograferne netop nu på Katrine Windfelds spillefilmsdebut ’Flugten’ med Iben Hjejle og Lars Mikkelsen i hovedrollerne. Hjejle spiller journalisten Rikke Lyngvig, der kidnappes af taliban i Afghanistan, men slippes fri af den unge Nazir, som nok vil have hævn for sin fars død, men ikke er klar til at slå en forsvarsløs kvinde ihjel.

 

Hagen ved historien er, at hun er nødt til at love at fortælle alt og alle, at hun er flygtet på egen hånd. Ellers vil Nazir blive myrdet af sine egne. Den løgn griber snart om sig, da hun selvsagt bliver en sensation i Danmark med interviews, artikler og en bestseller om forløbet. På sin vis er det befriende, at svære psykiske eftervirkninger for en gangs skyld ikke får lov til at fylde det hele, men at det i stedet skildres, hvordan Lyngvig bruger sagen til at fremme både personlige ambitioner og politiske mærkesager, primært i forhold til flygtningepolitikken.

 

Filmen spidser til, da Nazir flygter til Danmark og beder Lyngvig om hjælp – noget hun naturligvis ikke kan afslå, selvom hun ikke er meget for at indrømme, at hun har løjet. Selvom hun tydeligvis helst bare ville lukke fortiden af, så trænger den sig uafviseligt på, og der er en klar parallel til den danske debat om asyl til de tolke, der hjalp danske soldater i Irak, og som frygtede for deres liv, da tropperne blev trukket ud.

 

Desværre bliver den politiske kontekst karikeret, fordi integrationsminister Hvilshøj – undskyld: Hvidtfeldt – udtaler sig firkantet og utroværdigt. Skuespilleren – hvis navn jeg desværre ikke fik fat i – mangler gennemslagskraft, og det er i hele taget filmens problem, at skuespillerne rundt om Lyngvigs affære med advokaten Thomas i Lars Mikkelsens skikkelse og konflikten med den bistre kollega Arne spillet af Henrik Prip er for dårlige. Trods filmens store ambitioner og udsyn er det altså alligevel de trivielle middelklasseproblemer med arbejde og kærlighedsliv, der fungerer bedst. ’Flugten’ er elementært spændende, men den formår ikke for alvor at gøre os klogere på Danmarks nye rolle i verden.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s