Anmeldelser · Historie · Politik og samfund

PET. Skæg og blå briller – og måske også lidt hemmelige arkiver?

images2

 

Hans Davidsen-Nielsen er journalist og har i mange år beskæftiget sig med efterretningstjenesterne i Danmark. Blandt resultaterne er bogen ”I en højere sags tjeneste” fra 2008, der egentlig skulle have været en folkeudgave af PET-kommissionens forventede digre værk. Da den imidlertid på tiende år ikke er blevet færdig, besluttede forfatteren sig for at komme den i forkøbet. Det er sket med en letlæst og interessant skildring af tjenestens virke fra grundlæggelsen efter anden verdenskrig og til slutningen på den kolde krig, hvor hovedfjenden var faldet og tjenesten på jagt efter nye opgaver og en ny identitet.

 

Bogen er kronologisk opbygget, og kapitlerne er bygget op omkring de skiftende chefer. Dem har der været en del af, og de færreste har siddet mere en 5-6 år på posten. Det skyldes ikke, at der var tale om retrætestillinger eller om en decideret topstilling, som først kunne nås i slutningen af en embedsmandskarriere, men derimod at Justitsministeriet gerne ville holde PET i kort snor, og derfor foretrak at indsatte en karrierejurist i midten af 30’erne frem for at forfremme en politimand fra tjenesten selv. Flere af cheferne giver i øvrigt i bogen udtryk for, at man af hensyn til demokratiet og eget psykisk velbefindende ikke bør blive for længe i tjenesten.

 

Davidsen-Nielsen bygger på tre kildegrupper: Tidligere offentliggjorte bøger og avisartikler, interviews med en lang række af tjenestens vigtigste medarbejdere og andre relevante personer og endelig arkivmateriale, som tidligere har været anvendt i forbindelse med den store undersøgelse om Danmark under den kolde krig. PET-kommissionen har adgang til langt mere, men den tager sig som sagt også sin tid.

 

Grundlæggelsen og den første generations selvopfattelse kan ikke forstås uden besættelsen. Aldrig mere en 9. april var i høj grad et slogan, som medarbejderne kunne skrive under på, og fjenden var entydigt kommunismen, både i dens indenlandske udgave i DKP og i form af østblokken, hvis spionage PET havde ansvaret for at dæmme op for. Der var tydeligvis gennem hele perioden tale om den vigtigste opgave, og den blev kronet med et vist held. Et par danske spioner blev afsløret, og vigtigst af alt lykkedes det at hverve den russiske KGB-agent Gordojievski som dobbeltagent. Hans meddelelser blev helt afgørende for ikke bare Danmark men for hele Nato under 1980’ernes dybfrosne konfrontation.

 

Mest kildne er dog to andre spørgsmål: Registreringen af venstreorienterede og Blekingegadebanden. Registreringen nåede tydeligvis et meget stort omfang i løbet af 1950’erne og 1960’erne, hvor alene det at abonnere på Land og Folk, være stiller for en kommunistisk byrådsliste eller besøge en østeuropæisk ambassade var nok til at ende i arkivet. Det brød danskerne sig helt generelt ikke om, og derfor endte det efter afsløringer i 1968 med, at det blev forbudt at registrere ”alene” på grund af i øvrigt lovligt politisk arbejde. Det bekom tydeligvis ikke tjenesten vel, og den dynamiske chef beordrede hele personregistreret mikrofotograferet inden han personligt sørgede for at få det placeret på ambassaden i Washington. Muligvis blev der også placeret en kopi af oplysningerne på magnetbånd hos privatpersoner, selvom der her er tale om vidtgående hypoteser på et spinkelt grundlag.

 

I forhold til Blekingegadebanden er det naturligvis påfaldende – som også Peter Øvig Knudsen har skrevet – at tjenesten ikke tydeligere ledte politiet på vej. Alligevel giver bogen mere forståelse for, at det ikke skete. For det første var kontraspionagen og overvågningen af østeuropæiske diplomater mv. tydeligvis den vigtigste opgave for PET. Naturligvis var forbindelserne til PFLP også vigtige, men det var trods alt en ret perifer organisation sammenlignet med KGB. For det andet stod Blekingegadebanden IKKE bag ved terrorisme i Danmark, og det virker som om snylterstatsteorien, der udskød revolutionen i Danmark til den var gennemført i den tredje verden, gjorde hele affæren noget mindre presserende end russiske kontakter til SF, fredsbevægelsen, DKP osv.

 

Under alle omstændigheder er bogen værd at læse for sit fine og levende indblik i en verden, som offentligheden af gode grunde har et begrænset kendskab til.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s