Politik og samfund

Krig, død og meningsløshed

Normalt er jeg et positivt menneske. Jeg er af den faste overbevisning, at de seneste par hundrede år har været præget af fremskridt, og at de fleste af verdens problemer – for dem er der mange af – kan løses. Der er naturligvis masser at kritisere, men det giver jo kun mening, hvis man mener, at tingene faktisk kunne gøres anderledes og bedre.

 

Men der er enkelte emner, som kan hensætte mig i depressiv vegeteren over tilværelsens meningsløshed og forbandelser af menneskeslægtens determinerede march mod undergang og pludselig død. Først på denne liste er Mellemøsten og konflikten mellem israelere og palæstinensere, der er præcis lige så fastlåst og uløselig nu, som den har været de sidste 40 år.

 

Seneste runde er Israels angreb på Hamas i Gaza. Jeg bebrejder bestemt ikke israelerne, at de slår ned på Hamas, som i årevis har bombarderet israelske byer med raketter. Hvilken demokratisk regering ville kunne acceptere, at den politiske ledelse i et tilstødende territorium gang på gang står bag angreb på ens civilbefolkning? Tabene har været små, men alle lever naturligvis i konstant frygt, og når så få er døde skyldes det udelukkende Hamas’ ineffektivitet.

 

Problemet er bare, at angrebet ikke kommer til at løse noget som helst. Raketangrebene fortsætter, det er kun lykkedes at få ram på en af Hamas’ ledere, og uanset hvor meget den israelske hær forsøger at undgå det, så hober de civile tab sig op. Hadet vil vokse og de, der rekrutterer selvmordsbombere og hellige krigere, vil få kronede dage. Intet tyder på, at Israel ønsker en decideret besættelse, men måske at etablere en sikkerhedszone, som muligvis kan begrænse angrebene, men som helt sikkert også vil føre til ny kritik af, at Israel er en besættelsesmagt med ekspansionistiske tendenser.

 

Ingen af parterne er for alvor interesseret i en fredsløsning. Ikke fordi de fleste på begge sider ikke gerne vil have fred, men fordi de ikke er villige til at give tilstrækkeligt køb på deres krav til at få den. De lever under en illusion om, at det ikke kan blive værre, og at det derfor er klogere at vente på bedre muligheder. ”Den næste palæstinensiske ledelse må da blive mere medgørlig og i hvert fald indeholde færre terrorister, så vi kan holde ud at være i stue med dem,” synes den israelske regering at håbe. ”Det israelske fredsudspil er helt uantageligt, så det er bedre at kæmpe nu, lægge pres på Israel og få en mere retfærdig fred senere,” synes den palæstinensiske ledelse at tænke.

 

Men tingene kan ALTID blive værre. Den næste generation af palæstinensiske ledere er altid mere radikal, mere islamistisk og mindre til at holde ud at være i stue med. Det næste fredsudspil giver altid mindre land til palæstinenserne, mindre chance for en hovedstad i Jerusalem og mindre chance for at de palæstinensiske flygtninge kan vende hjem.

 

Og uden om står de arabiske lande og skubber på. Den palæstinensiske konflikt er en behagelig lynafleder for egne befolkningers frustration, og derfor bakker de mere eller mindre stiltiende op om Hamas’ udsigtsløse forsøg på at udslette Israel. Ikke alle de arabiske lande og slet ikke på samme tid, men hvis Syrien ikke har interesse i at holde gryden i kog, så har Iran det, osv. osv. Suk…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s