Anmeldelser · Butleren i biblioteket · Kunst og kultur · Nyere dansk

DR Romanklubben (2. runde) Sissel-Jo Gazan: Dinosaurens fjer

images

 

Jeg havde store forventninger til Dinosaurens fjer. Den har fået meget fine anmeldelser, og helt generelt er jeg ret begejstret for kriminalromaner. På den anden side læser jeg dem som regel som ren underholdning, så det var interessant at se, hvordan den ville gøre sig som litteratur. På den baggrund var den lidt af en skuffelse.

 

Romanens hovedperson er Anna Bella Nor, der er ved at gøre sit speciale på biologi og fuglenes oprindelse – efterkommere af dinosaurer eller ej – da hendes vejleder kommer af dage på usædvanligt ubehagelig vis. Kort efter sker endnu et mord, som måske, måske ikke har forbindelse til det første, men som i hvert fald fører til yderligere uro hos Anna og flere panderynker hos efterforskningslederen Søren Maarhauge.

 

Løsningen på krimigåden skal naturligvis ikke røbes her, men romanen fører effektivt læseren rundt i et betændt forskningsmiljø, hvor biologen på det næste kontor nok er en kollega men også en konkurrent til begrænsede midler, som der kæmpes benhårdt om. Det er set før, og der er en snert af kliché over intrigerne.

 

Bogens grundlæggende problem er, at den er 150 sider for lang, og at den vil alt for meget på en gang. Ud over kriminalgåden er der spørgsmålet om Annas egen fortid, Søren Maarhauges fortid og fugleforskeren Clive Freemans historie. Særligt den sidste er interessant, men stort set uden forbindelse til den øvrige handling. Dertil kommer gennemgangen af den videnskabelige kontrovers, som faktisk gøres interessant og relevant, men som HELLER ikke har noget med kriminalhistorien at gøre. Det er selvfølgelig enhver forfatters ret at forholde sig frit til f.eks. kriminalgenren, men det virker bare ikke overbevisende på mig. Og så irriterer det mig, at Maarhauge i starten fremstilles som en exceptionelt dygtig politimand, når han i øvrigt opfører sig totalt inkompetent i historien.

 

Litterært er det centrale tema forholdet mellem forældre og børn. Eller som det formuleres på side 408: ”Mødre og deres børn, sagde Anna pludselig. Hvad mødre ikke gør af misforstået godhed for at passe på deres børn.” Det er bogens pointe, at børn altid har bedre af at få sandheden at vide, mens fortielser før eller siden flyder op til overfladen, og at de i mellemtiden har invalideret børnenes følelsesliv. Det er et interessant synspunkt, men bogen overbeviser ikke helt om dets rigtighed. Specielt virker Annas opdagelse af uregelmæssigheder i hendes egen barndom dårligt konstrueret.

 

Dinosaurens fjer kan bestemt anbefales. Gazan skriver godt, og særligt i bogens første del opbygger den effektivt spændingen. Imponerende er det også, at den formår at gøre den stærkt højpandede diskussion om fuglenes oprindelse interessant, men i mine øjne er bogen for ujævn til at være en stor roman. Som underholdning skuffer den ikke, men den psykologiske skildring lykkes kun delvis.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s