Politik og samfund

Ønske til det nye år: klimaaftale

fig_a_lrg

 

De fleste af os har meget, vi ønsker os, lige fra fred i verden over en Ferrari i julegave til at beholde jobbet i den økonomiske krise, som vi er på vej ind i. Politisk kunne jeg både ønske mig en ny regering, afskaffelse af EU-forbeholdene og flere ressourcer til det konsekvent underprioriterede psykiatriområde, men hvis jeg skulle begrænse mig til ét ønske for 2009, så foretrækker jeg en bindende klimaaftale på topmødet i København. En aftale, hvor alle industrilandene forpligter sig til reelle reduktioner i udledningen af co2, hvor de store ulande går med, hvor der findes ordninger for teknologioverførsel til de fattige lande, og hvor der skabes en eller anden form for tilpasningsfond, der kan hjælpe de områder, som berøres kraftigst af klimaforandringerne.

 

2008 blev IKKE det varmeste år indtil nu. Faktisk er det kun det tiende varmeste i den registrerede periode, men der har hele tiden været udsving fra år til år, og den overordnede tendens er klar nok. De ni varmere år er alle målt efter 1990. Med andre ord ville det ”kølige” år 2008 for tyve år siden have været det varmeste år nogen sinde.

 

Verdens førende forskere i FN’s klimapanel er for længst holdt op med at stille spørgsmålstegn ved eksistensen af menneskeskabte klimaforandringer og konsekvenserne vil blive massive og først og fremmest uforudsigelige. Ingen ved præcis, hvordan klimaforandringerne vil påvirke os. Nogen ser det som et argument for at vente og se. For mig er det et argument for at komme i gang hurtigst muligt. Omstillingen vil under alle omstændigheder komme til at tage tid.

 

Er der grund til optimisme? Både og. Valget af Barack Obama og ikke mindst hans udnævnelser på miljøområdet peger i en helt anden retning end Bush-administrationen, og USA er afgørende for at få andre store lande med. Planerne om at imødegå den økonomiske krise med investeringer i bl.a. bæredygtig energi tyder også på, at amerikanerne nu vil til at trække i den anden retning. På den anden side havde EU umådeligt svært ved at nå til enighed om sin klimaplan i december og generelt lider området under det ”kollektive handlingsproblem:” Alle kommer til at få glæde af fordelene – så hvem skal betale for at de bliver til noget? For slet ikke at tale om alle de andre problemer på den internationale politiske dagsorden fra krigen mod terror til finanskrisen.

 

Ønsket er altså ikke beskedent. Men alvoren er efterhånden gået op for de fleste ansvarlige politikere, så det er ikke umuligt, at vi 2050 ser tilbage på København 2009 som det vendepunkt, hvor kampen mod klimaforandringerne for alvor førte handling.

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s