Historie · Politik og samfund

Folkemordets anatomi

I går fik en af vor tids største forbrydere sin dom. Théoneste Bagosora var arkitekten bag folkemordet i Rwanda i 1994, hvor omkring 800.000 tutsier systematisk blev udryddet, og i går blev han så endelig dømt ved FN’s krigsforbryder tribunal for Rwanda. (Jeg har tidligere skrevet om Clea Koff’s bog Knoglekvinden, hvor hun fortæller om arbejdet med at udgrave massegrave som led i dokumentationen af forbrydelsernes art og omfang.) En god gennemgang af sagen kan læses her: http://www.berlingske.dk/article/20081219/verden/712180119/

 

Opbygningen af et internationalt retssamfund ses ofte som et middel til at forebygge, at forbrydelser af denne type gentager sig. Jeg må indrømme, at jeg ikke er så optimistisk på den konto, som jeg tidligere har været. Det virker ærlig talt som om, at skruppelløse magthavere fortsætter deres overgreb, enten fordi de faktisk er overbevist om rigtigheden af dem, eller fordi de ganske enkelt ikke ser retsforfølgelse som en realistisk mulighed. Ikke desto mindre er det vigtigt at gennemføre retssager, hvor det er muligt, så der kan ydes et minimum af retfærdighed for ofrene.

 

At læse om folkemordet i Rwanda er endnu et kig ned i menneskets mørkeste sider, men lige nu vil jeg dvæle ved de positive aspekter, der trods alt er. Oprindelig blev begivenhederne i Rwanda udlagt som spontane. Tilsyneladende vendte naboer sig fra den ene dag til den anden mod hinanden og myrdede løs, som om den ekstreme vold og aggressivitet i virkeligheden er menneskets dybeste natur, der blev udløst, så snart muligheden bød sig. Afdækningen har vist, at det ikke var tilfældet. Udryddelsen var nøje planlagt gennem flere år, og den blev kun gennemført – i hvert fald i det omfang det skete – fordi det blev sat i værk og tvunget igennem med magt fra oven.

 

Som individer er vi alle i stand til frygtelige gerninger, og historien er også fuld af beviser på, at masser kan skeje ud i blodrus, men folkemordet indebærer mere end det. Det er en systematisk udryddelse af alle medlemmer af en etnisk gruppe eller en imaginær klasse, og det er ikke ”naturligt”. Når sagen undersøges nærmere, viser det sig altid, at der lægger en politisk beslutning bag det, og at det kræver en statsmagt – eller noget der ligner – at gennemføre det. Uden vold, propaganda og trusler sander folkemordet til. Almindelige mennesker afstår fra at deltage, og hvis der er mulighed for debat vender kritiske røster sig imod den dehumaniserende ideologi, der begrunder mordene. Det er kort sagt svært at skabe den hysteriske og paranoide stemning, der er forudsætningen for folkemordet. Heldigvis.

 

Men hvorfor? Grundlæggende fordi mennesket er et socialt væsen med empati, og det er disse naturlige instinkter, propagandaen skal udrydde. Først når ofrene er umenneskeliggjorte – mest tydeligt i nazismens raceideologi, der netop argumenterede for, at jøderne ikke var rigtige mennesker, men derimod kulturødelæggende skadedyr – kan vi overvinde os selv og trykke på aftrækkeren eller svinge macheten.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s