Politik og samfund

Antorini, Rosenkrantz-Theil og de politiske kommentatorers ulidelige lethed

Det er ikke gået ubemærket hen – heller ikke her på bloggen – at Pernille Rosenkrantz-Theil har meldt sig ind i Socialdemokraterne, uden at hun dog synes at have ændret holdning til noget som helst i forhold til hendes tid hos Enhedslisten. (Som i parentes bemærket ikke ligger frygteligt langt tilbage.) Nu ville det være ødelæggende for politisk debat, hvis politikere skulle være enige med deres parti om alt, men på mig virker det nu alligevel lovlig opportunistisk stort set ikke at være enig i noget som helst. Hvis PRT stadig deler de holdninger hun udtrykte som medlem af Enhedslisten, så var det vel mere oplagt at blive der?

 

Alt dette blev påpeget af Christine Antorini i et indlæg i Politiken (http://politiken.dk/debat/article609886.ece ) som imidlertid også undrede sig over, hvorfor de politiske kommentatorer med Peter Mogensen i spidsen opfattede det nye partimedlem som en styrkelse, når uenighederne var så store. Det spørgsmål er der god grund til at hæfte sig lidt ved, fordi det efter min mening udstiller alt det, der er i vejen med hele feltet af politiske kommentatorer.

 

Først og sidst udtrykker Mogensens begejstring den ide, at politik er et spil, hvor partier og politikere ikke handler, fordi de har overbevisninger og ideer, men udelukkende fordi de søger magten OG ER VILLIGE TIL AT GØRE HVAD SOM HELST FOR AT FÅ DEN.  Ud fra den optik er ideologi noget bras, der kun skal tages hensyn til i det omfang, det er nødvendigt for at tækkes vælgerne. Når et parti presses på sit ”hjerteblod,” står det fast af frygt for vælgernes reaktion – ikke fordi det faktisk mener, hvad det siger. (Eneste delvise undtagelse er Dansk Folkeparti, hvis udlændingepolitik i reglen udlægges som oprigtig.) Når regeringen konfronteres med problemer skal de i kommentatorernes optik ikke løses ude i virkeligheden, men ”håndteres” politisk af hensyn til meningsmålingerne. Engang blev det mødt med almindelig foragt, når problemer blev skaffet af vejen i syltekrukker, men i kommentatorernes verden er intet mere fornemt end at ”lægge et problem død,” uanset om det er løst eller ej.

 

Når hverken politikere eller holdninger tages alvorligt, så er det ikke så sært, at det kan fremstilles som en styrke for Socialdemokraterne, at en dygtig og respekteret kommunikator melder sig ind. Det er i hvert fald langt vigtigere end den lillebitte detalje, at hun ikke deler partiets politik, for i spinnets flygtige verden kan den slags altid justeres efter behov. Og ellers skal Mogensen og co. nok forstå også at udlægge det som en positionering i den interne socialdemokratiske magtkamp frem for som udtryk for reelle holdninger.

 

Naturligvis er politik OGSÅ et taktisk spil, men kommentatorernes konsekvente udlægning af alt som tomme markeringer fremmer en kynisk holdning til politik og politikere, hvor der lægges størst vægt på det kunstneriske udtryk.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s