Anmeldelser · Kunst og kultur · Nyere dansk

En lægeroman

Jeg havde næppe læst mere end 30 sider af Jens Christian Grøndahls bog ’Lucca’ før jeg tænkte tanken: ”Det her er en lægeroman” – og det var ikke venligt ment.

 

Som tidligere skrevet er jeg kommet med i DR’s romanklub, og blandt de kommende bøger er Grøndahls ’Fire dage i marts’. Da jeg i årevis har haft en bogklubudgave af hans tidligere succes stående, virkede den som en god forberedelse til et forfatterskab, som jeg i øvrigt kun kender fra hans deltagelse i den offentlige debat.

 

Men som sagt var mit indledende indtryk ikke særlig godt. Romanen handler om Lucca, der på første side er ved at køre sig selv ihjel som spøgelsesbilist på grund af ulykkelig kærlighed, og lægen Robert, som lapper hende sammen, da hun havner på hans operationsbord. I en serie tilbageblik rulles deres tidligere liv – særligt deres kærlighedsliv – op, mens vi i romanens nutid følger, hvordan Robert bliver rodet stadig mere ind i hendes privatliv og hurtigt overskrider grænsen for, hvor meget læger normalt blander sig i patienternes tilværelse uden for hospitalet. Det står simpelthen skrevet ud over siderne, at de to må få hinanden til slut, og det tjener bestemt til Grøndahls ære, at han i sidste ende lader spørgsmålet stå åbent. Det ville en ægte lægeroman aldrig have gjort.

 

Den vanskelige kærlighed i det moderne samfund med seriel monogami, sidespring og kampen for at finde ud af, hvem man egentlig er og skal være, er naturligvis yderst relevante temaer, men romanen overbeviste mig ikke. Grøndahl skriver smukt, og kapitlerne er flot komponeret med spring frem og tilbage i tiden, men der er også noget dybt forudsigeligt i, at snart sagt hver en mand og kvinde i historien ender i seng med hinanden. Det skal ikke tages som moralsk forargelse, eller at jeg ikke finder de enkelte forelskelser realistiske. De bliver bare forudsigelige.

 

Det smukke sprog er også et langt og omstændeligt sprog, og det irriterede mig faktisk også lidt. Måske er det fordi jeg lige har læst Helle Helle, der skriver umådeligt nøjeregnende, og intet overflødigt fedt har med, men jeg sidder bagefter tilbage med en fornemmelse af, at romanen fint kunne have klaret sig med to hundrede sider frem for fire hundrede – og det er selvfølgelig aldrig en god ting, når en bog skal vurderes. ’Lucca’ er velskrevet, relevant og lidt kedelig, så jeg håber at ’Fire dage i marts’ hæver niveauet lidt, når den tid kommer

 

PS Lægeromaner er romantiske pigedrømme fra en tid, hvor læger mest var mænd og i øvrigt meget attraktive ungkarle for enlige kvinder. Min søster læste dem som teenager – Dr. Robert Steffen, hed de vist, med håndtegnede forsider i varme farver – men tog tilsyneladende ikke den helt store skade. I hvert fald er hun selv blevet læge, så sig ikke, at der ikke kan komme noget godt ud af lægeromaner

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s