Politik og samfund

Hvor skal den offentlige sektor gå hen?

 

Politiken bragte i går en meget interessant kronik om de problemer, som de sidste tyve års udvikling af den offentlige sektor har skabt. Se http://politiken.dk/debat/kroniker/article602838.ece Man kan selvfølgelig vælge at bruge professor Jørgen Grønnegaard Christensen og rektor Stefan Hermann’s morsomme kontrast mellem Schlüter-regeringens reelle decentralisering og Fogh-regeringens centralisering til at more sig over de borgerlige partiers hykleri, men det vil være for tyndt. Dels fordi spørgsmålet er for vigtigt, dels fordi andre faktorer end en ændring i Venstres syn på kommunalt selvstyre trækker i retning af centralisering.

 

Forfatterne peger for det første på mediernes tendens til at gøre små lokale problemer til nationale spørgsmål. Men hvis landspolitikerne bliver konfronteret med, hvad de vil stille op med selv den mindste uregelmæssigheder i kommunale børnehaver eller skolernes toiletforhold, så vil fristelsen til også at blande sig i disse spørgsmål blive uimodståelig. For det andet peges på, at de offentlige fagforeninger også har bidraget til at få indført fælles standarder, fordi de ønsker samme normering, løn og arbejdsvilkår for alle sine medlemmer. Det kan være fornuftigt nok, men det mindsker muligheden for at eksperimentere og agere selvstændigt.

 

Men hvis den offentlige sektor skal befries for noget af den kontraktstyring og de dokumentations- og evalueringskrav, der både driver de ansatte til vanvid og kræver betydelige ressourcer – jeg har altid ment, at der burde foretages en evaluering af, om evalueringer faktisk var rentable – hvad skal der så sættes i stedet? Forf. peger for det første på, at der stadig skal stilles krav til kvalitet, og at det er helt naturligt at brugerne inddrages, og at politikerne blander sig i de institutioner, som de er med til at finansiere. I forlængelse heraf er det helt afgørende, at institutioner stadig har en effektiv ledelse, der kan sørge for, at driften holder sig inden for de økonomiske rammer, der er udstukket.

 

Inden for disse rammer skal professionerne styrkes. Pædagogerne skal have større ansvar for at vælge de rette metoder til at få læring og udvikling af børnene til at fungere, lærerne skal have større frihed til at vælge undervisningsmetoder osv. Som sagt skal denne frihed ikke ske i et vakuum: Professionerne skal naturligvis kunne forklare og forsvare sine valg. Først og fremmest skal professionerne dog også have større disciplin indadtil: Metodefrihed kræver, at det anerkendes, at ikke alle metoder er lige gode, og helt konkret bliver det kollegernes ansvar at sikre, at kvaliteten er god nok. Der skal med andre ord være en stærk identitet og ansvarsfølelse indenfor den enkelte profession, så misbrug og fejl begrænses.

 

Forslagene løser naturligvis ikke alle problemer. Kan vi virkelig stole på, at sygeplejersker griber ind, når deres kolleger sløser? Og vil de overhovedet have en frihed, der også indebærer, at de skal blande sig mere i, hvordan kollegerne udfører deres arbejde? Men kronikken var interessant, fordi den prøver at vise en vej ud af, hvordan kontrollen kan sikres uden at indføre endnu mere dokumentation og skriftlig evaluering.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s