Anmeldelser · Historie · Politik og samfund

Fra massegrav til massegrav

Fra massegrav til massegrav

 

I januar 1996, lige før min 23 års fødselsdag, var jeg ved at afslutte mit tredje semester på universitetet. I januar 1996, kort efter hendes 23 års fødselsdag, sad Clea Koff på hug i en bananlund i det vestlige Rwanda og betragtede et kranium, der var trillet ned af en skråning, efter at dyr og forrådnelse havde fjernet kød, sener og hvad der ellers holder knoglerne sammen i en menneskekrop. Sådan tager folks liv sig jo så forskelligt ud.

 

En fascination af retsantropologiens betydning for menneskerettigheder havde først drevet hende til at studere fysisk antropologi i USA og siden til at melde sig som frivillig studentermedhjælper, da Domstolen for Rwanda besluttede at undersøge forløbet af folkemordet på op mod en million tutsier i 1994. Efterfølgende deltog hun i udgravningen af massegrave i Bosnien, Kroatien og Kosovo for Domstolen for det tidligere Jugoslavien og udgav i 2001 bogen ”Knoglekvinden”, hvor hun beskriver arbejdet.

 

Det er barsk læsning. Koff er ikke selv videre rystet af ligene, og selvom det ikke just appellerer til appetitten at læse om, hvordan lig på vise stadier af forrådnelse ”bevæger” sig pga. maddiker, så var det heller ikke det rent fysiske forfald, der virkede chokerende på mig. Langt stærkere er beskrivelserne af tegnene på ligenes menneskelighed – nogle har taget flere lag tøj på, for at kunne bringe det med under flugten, andre har personlige kendetegn som en rød halskæde eller en samling glaskugler i lommen – som gør det tydeligt, at hver eneste af disse lig engang var mennesker på flugt fra lemfældigt mord.

 

Tit er det detaljerne i overgrebet, der gør dem nærværende for læseren. Personligt har jeg altid fået det meget dårligt ved at høre om, hvordan akillessenerne blev skåret over, så folk ikke kunne flygte, i forbindelse med folkemordet i Rwanda. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, men jeg tror det hænger sammen med, at det fjerner den sidste antydning af, at der skulle være tale om kamp eller blot om, at de enkelte ofre havde en chance for at flygte. Jeg fik den samme fornemmelse af at læse om udgravningen af en massegrav i Kroatien, hvor ofrene var ansatte og indlagte fra sygehuset i Vukovar. Efter den jugoslaviske hærs erobring af byen blev disse ført bort i busser, skudt og smidt i en massegrav med hospitalstræsko, drops, katedre og hvad man nu ellers har med sig, når man bliver hevet ud af en hospitalsseng.

 

Naturligvis handler bogen også om Koffs personlige oplevelser, om samarbejdsproblemerne på det internationalt sammensatte hold – som mere skyldtes personlige konflikter end kulturelle forskelle – og om mødet med lokalbefolkningen. Her spændte reaktionerne lige fra de rwandiske pårørende, som desperat søgte en identifikation, så de kunne få vished og deres kære begravet ordentligt, til Mødre fra Vukovar, som var modstandere af opgravningen, fordi de desperat holdt fast i forestillingen om, at de forsvundne ikke var døde, men krigsfanger et sted i Serbien. (Det desperate håb spejlede bizart nok den officielle serbiske påstand om, at mændene bare var stukket af på solskinsferie til Italien.)

 

Man kan selvfølgelig spørge sig selv, om sådanne udgravninger overhovedet er nødvendige, når forbrydelserne i forvejen var velkendte? Det mener Koff naturligvis, og jeg tror at hun har ret. Selv holocaust har sine benægtere, og opgravningen af ligene, fastlæggelsen af dødsårsagen (machete-hug eller skud i ryggen) bestemmelsen af tilstedeværelsen af kvinder, børn og gamle blandt ofrene osv. giver håndgribelige og uomtvistelige beviser på overgrebene. I de tilfælde, hvor det lykkes at identificere ofrene, får de efterladte desuden endelig vished, så de kan komme videre i deres sorgarbejde.

 

Bogen kunne godt være kortet lidt ned, og det kan ærgre lidt, at Koff var så relativt lavt placeret i hierarkiet, at man må kigge andre steder for et overblik over retssager. På den anden side er det netop bogens styrke, at den fører læseren helt ned i massegraven, hvor domstolenes anklagere trods alt kun kommer på besøg.

Reklamer

One thought on “Fra massegrav til massegrav

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s