Ole Frøslev: Dragerkuskens brudenat

Middelmådig krimi – stadig bedre tidsbillede

Det spidser for alvor til i Ole Frøslevs femte bog om Poul Bjørner og hans kolleger på Station 7 på Østerbro. Vi er nået til 1944, og lovløsheden griber om sig. Stikkerdrab, sabotage, schalburgtage og clearingmord er ved at blive hverdag. Politiet kan ikke standse ulovlighederne – og i forhold til modstandsbevægelsens aktiviteter er det efterhånden også så som så med viljen.

Men der er selvfølgelig stadig ganske almindelige forbrydelser at opklare, og i denne roman må Bjørner forholde sig til lidt af det hele. De to store sager handler om mord. Det første er et clearingdrab på en politimand, og som sædvanlig er problemet ikke at opklare sagen, men at få den ansvarlige listet uden om de tyske myndigheder, så han kan blive stillet til ansvar.

Det andet mord kunne også være sket i fredstid. En dragerkusk finder sin forlovede myrdet, da han kommer hjem fra arbejde. Heller ikke denne gang er der den store tvivl om morderens identitet, men politiet kan ikke få ham til at bryde sammen og tilstå, så historien handler mest af alt om, hvordan de kan få deres sag til at holde i retten alligevel.

Som krimi fungerer det dårligt med to delvist overlappende mordplots, og Frøslev har mere end almindeligt svært ved at få dem afsluttet ordentligt. Bjørner hører begge gange lidt tilfældigt om det afsluttende resultat, og det er muligvis realistisk, men det gør ikke noget godt for spændingen.

Til gengæld er det spændende at følge Bjørners og det øvrige politis ændrede holdning til samarbejde og modstand. Ved krigens start var der ingen tvivl om, at han fulgte regeringens linje: Tyskerne var på ingen måde velkomne, men det gjaldt om at værne befolkningen og landet mod overgreb i så høj grad som muligt. Så begyndte han mere eller mindre åbenlyst at læse illegale blade og i dette bind krydser han for alvor grænsen og involverer sig i flere former for modstandsarbejde.

Tyskerne blev med tiden mere og mere skeptiske over for det danske politi og dets vilje til at standse sabotage og andre modstandsaktiviteter. Romanen viser meget godt, at den skepsis var velbegrundet. Politiets behandling af clearingmord og stikkermord er åbenlyst forskellig, og selvom Bjørner ikke bryder sig om chikane mod mennesker, der omgås tyskerne, så kan han godt forstå det.

Politiets eksistentielle drama strammer hele tiden til, og det fanger Ole Frøslev glimrende i Dragerkuskens brudenat. Så bærer man over med krimidelen og glæder sig til næste bind. Det bliver spændende at se, hvad han får ud af tyskernes aktion mod det danske politi.

 

Bjarne Reuter: Den iranske gartner

Politisk satire på det jævne

Præmissen i Den iranske gartner er god: Et medlem af det danske kongehus har gjort noget kriminelt – i dette tilfælde myrdet sin iranske gartner. Det er oplagt, at det ville sætte både myndigheder, monarki og befolkning under pres.

Desværre forløser Reuter ikke potentialet. Det er bestemt underholdende at følge kommissær Stelman, der får til opgave at rydde op. Han skal både skaffe et lig af vejen, holde pressen på afstand og sikre sig at alle spor bliver fjernet. For det ikke skal være løgn, må han også trækkes med en uduelig assistent, og det går heller ikke at misse datterens ”remake” lørdag eftermiddag.

Historien byder på et væld af barokke ideer og situationer, men der er også tidspunkter, hvor bogen tager den nemmeste udvej. Det ER selvfølgelig lidt sjovt, at Stelman er ved at tisse i bukserne under et møde i hofmarskallatet, men så sjovt er det jo heller ikke. Og det karikerede billede af spindoktoren Bobbe Putland er hentet så langt ude fra overdrivelsernes overdrev, at det ikke rigtigt har bid.

Det samme kan man sige om Ken Vedsegaards indlæsning. Den er ikke dårlig, men jeg synes ikke, at den giver historien noget ekstra. Alt i alt en oplevelse på det jævne – men det behøver jo heller ikke at være kedeligt.

 

Indtalt af…

I løbet af det sidste års tid er jeg begyndt at høre en del lydbøger. Det siger sig selv, at indtalingen har stor betydning for oplevelsen. Jeg syntes f.eks. at Dan Schlosser løftede Den gamle mand og havet, mens jeg var mindre begejstret for Bengt Burgs indlæsning af Robert Harris’ Pompeji.

Men jeg har ikke været generet af, at en oplæsning lød HELT forkert. Før nu.

Bent Otto Hansen har indlæst Homer og Langley. Han har også indlæst Lejemorderens guide til et smukt hjem, som jeg hørte for et par måneder siden, og den første time eller to hørte jeg hele tiden morderen Boxic i den gamle, blinde Homers tankefulde ord.

Det var en mærkelig oplevelse. Selvom jeg selvfølgelig havde bemærket oplæsningens betydning, så havde jeg aldrig overvejet, at jeg identificerede en jeg-fortæller SÅ meget med oplæserens stemme. Men sådan var det altså: Boxic var ikke længere ”bare” en romanfigur af Hallgrimur Helgasson; han havde også fået Bent Otto Hansens stemme og omvendt var Boxic’ ironiske distance nu kædet tæt sammen med Hansens betoninger.

Der er jo ikke så meget at gøre ved det – ingen kan leve af at indtale én bog – men fremover vil jeg helt sikkert tænke over, at der skal være en god pause mellem bøger med samme indlæser.