Shaun Tan: Ankomsten

Ordløs billedbog er fascinerende

Jeg har ikke set The Artist endnu, men når jeg skal se den, bliver det med en lille tvivl i maven. Masser af rosende omtale, store forventninger, men også en lille tvivl: Kan en stumfilm virkelig fungere i dag? Sådan havde jeg det også, da jeg gik i gang med Shaun Tans meget roste billedfortælling fra 2006.

Jeg kunne have oversat den bog, for den eneste tekst er titlen, dedikationen til forældrene og romertal til kapitlerne. Alligevel er det nemt nok at følge historien. Bogen starter med, at en ung mand gør sig klar til at tage afsked med sin familie for at drage i forvejen til et nyt land, og den slutter med at familien møder ham der. Undervejs har han mødt modgang, hjælpsomhed og langsomt fundet sin plads i den nye verden.

Udtrykket ”ny verden” er velovervejet. Bogen er en hyldest til migranter til alle tider, og fremmedgørelsen er et grundvilkår, når man flytter til et andet land og en anden kultur. Tegningerne minder tidsmæssigt om industrialiseringen, der prægede den store udvandringsbølge fra 1850 til 1914, men det er alligevel ikke USA.

Det nye land et bekendt - og alligevel ikke.

Tan har opfundet et alfabet, anderledes klæder, mærkelige kæledyr og underlige plastiske skulpturer. Jeg tror det handler om at vise, hvor anderledes verden kan opleves, og fordi vi er så vant til fjernsyn og rejser, er han nødt til at opfinde noget radikalt anderledes. Grebet virker, og så giver det selvfølgelig også Tan mulighed for at udfolde sin fantasi og sit talent for det forunderligt mærkelige.

Historien er rørende. Man kan selvfølgelig fortælle med billeder alene, men når det er sagt, så oplever jeg ikke den samme dybde, som i tegneserier med dialog og tale. Når alt kommer til alt, så er teater sjovere end ballet, og der er ingen grund til at begræde lydspor på film eller talebobler i tegneserier.

 

Helga Theilgaard: De rodløse

På Lys over Lolland så jeg to kunstnere, der for alvor gjorde indtryk på mig. Den ene var selvfølgelig Richard Winther, og den anden var fotografen Helga Theilgaard. Hendes portrætter af hjemløse var placeret på stolper i sorte betonklodser uden for indgangen til Højbygaard Papirfabrik, og de rå, upolerede billeder var en perfekt indledning til udstillingen i de gamle fabrikshaller.

’De rodløse’ er bogudgaven af udstillingen. Den rummer 29 sort/hvid portrætter af hjemløse. Baggrunden er helt hvid, og mændene er typisk i bar overkrop. På nogle – særligt de ældre, er forfaldet nemt at se, og på den modstående side, er der en ganske kort biografi. Den er holdt i et nøgternt sprog og overstiger sjældent ti linjer.

Portrætterne forfalder hverken til at idealisere de hjemløse eller til at svælge i deres dårligdomme. Fokus er ikke på hjemløshed som fænomen, men derimod på det enkelte menneske, der fremstår som et ligeværdigt individ. Nogle kigger roligt på os, andre er tydeligvis påvirkede af stoffer, mens atter andre møder læseren med trods. Det gælder f.eks. Finn Majlund, der også er på bogens forside. Han vil sgu ikke finde sig i noget!

I efterordet skriver Preben Brandt bl.a.: ”Hjemløse er lige så stærke, som de er svage – og bør respekteres som de mennesker, de er. De har krav på at få tilbudt hjælp. Og på at få lov til at leve en anderledes tilværelse.” Den dobbelthed rammer præcis ned i Theilgaards projekt.

Billederne er også i bogen meget stærke og vedkommende, og særligt de unge hjemløse gør et stærkt indtryk, for de er så helt igennem almindelige. (De ældre er selvfølgelig også almindelige, men det hårde liv kan ses på dem.) De nøgterne tekster giver en sociologisk analyse i miniformat, fordi så meget svigt går igen, men de giver også hver af de portrætterede en historie og en identitet.

Helt så god som udstillingen er bogen selvfølgelig ikke, men den er stadig vedkommende, og i sofaen er der mere tid til at læse teksterne og reflektere over, hvor heldig man er.

 

Mærkelig dansk graphic novel

Jeg har det lidt svært med at skrive en så relativt kritisk anmeldelse af Henrik Rehrs graphic novel fra 2007. Dels fordi Hyldest vitterligt har nogle meget flotte tegninger, dels fordi jeg næppe har læst den i den ånd den er skrevet.

I et efterord fortæller Rehr selv, at det er et led i den nyere tendens inden for tegneseriemediet til at eksperimentere med form og udtryk, først og fremmest ved at droppe den relativt lineære fortælling og den klare sammenhæng mellem tekst og billeder. Problemet er bare, at jeg er ret glad for historiefortælling, og at teksten for mig altid er det væsentligste, som tegningerne så skal støtte.

Men jeg blev altså ikke grebet af bogen, hvor teksten består af en række forudsigelser om en slags dommedag holdt i en halvt messiansk, halvt ironisk tone. Billederne er i sort/hvid og drømmeagtige, samtidigt med at de trækker på en række velkendte motiver. Adskillelsen af tekst og billeder og opgivelsen af en decideret fortælling gør bare mere skade end gavn. Hvad skal man mene om de småfilosofiske bemærkninger i teksten eller en dobbeltside med et hav af æbler i uvejr? Hvad vil Rehr egentlig sin læser – andet end at vise han er med på den eksperimenterende kunsts noder? Tilsyneladende ikke rigtig noget.