Selv i vores trygge tilværelse i dagens Danmark, kan vi miste alt på et øjeblik. Og når vi vågner op igen kan alt være forandret og intet garanteret. Det er præmissen for Astrid Saalbachs nye roman Fordrivelsen fra sidste år.

Den fremadstormende forretningsmand Andreas Ruud Christensen – stifteren af konsulentfirmaet ARC (!) – stopper op én gang for meget på pisten og bliver pløjet ned bagfra af en overmodig snowboarder. Da han vågner igen på Rigshospitalet er han hjerneskadet, og han har mistet 4-5 måneder af sin hukommelse. Vi ved – og hans kone Mo har i mellemtiden opdaget – at han i præcis de måneder har haft en glødende affære, og selvom han intet kan huske af den, så sætter den stadig rammen for hans efterfølgende liv.

Genoptræningen skrider fremad. Andreas kan på ingen måde acceptere, at han nu hører til de hjerneskadedes kreds – ”… hvad skulle jeg der? Med stakler jeg ikke havde noget til fælles med?” (s. 72) – eller at noget er så forandret, at han ikke kan få det igen.

Han kommer hjem, men bliver smidt ud af Mo. For hende er forholdet slut, og da han ikke kan holde sine tilnærmelser tilbage, bliver han smidt ud. Da han starter på arbejdet igen sker det samme: Han er blevet underlig, og da han ikke kan leve op til forventningerne ryger han også ud af firmaet.

I stedet får han en karriere som clairvoyant. Han tror ikke på det, men de krøllede budskaber, der kommer ud af hans mund giver mening for tilhørerne, og måske er der noget om snakken. Han ser i hvert fald ting omkring sig og om menneskers liv, som andre ikke kan se. Alligevel er der ingen lykkelig slutning. Forholdet til Mo kan ikke repareres, heller ikke da hun bliver alvorligt syg, og kløften til børnene får han aldrig bygget bro over.

Saalbachs provokerende pointe er, at han ikke bare mister sin tilværelse: han bliver fordrevet fra den. Familien er der og bakker ham op – men kun til en vis grænse. Partnerne i firmaet er også tolerante over for ham – men kun til en vis grænse. Da han for alvor kommer på kollisionskurs med familiens forestillinger om et godt liv eller med firmaets indtjening, bliver han skubbet til side.

Og det værste er, at det virker både rimeligt og logisk. Jeg kan sagtens identificere mig med den forurettede Mo eller med Bill og Morten, der må tænke på firmaets ry og de andre ansatte. Ulykken påvirker jo ikke bare Andreas, men også hans omgivelser: 

”- Du er hård, Mo.
Endelig så hun på mig.
- Det er jeg blevet. Det er ikke kun dig, der har forandret dig, jeg har også, og børnene. Ingen af os er den samme.” (s. 215)

Når vi vokser fra hinanden, så er det rimeligt at gøre krav på sin egen tilværelse og gå hver til sit. Men gælder det også, når baggrunden er en frygtelig ulykke?

Ubehaget nager, når man læser, hvad der sker med Andreas. Burde vi ikke være bedre til at håndtere dem, der er anderledes? Ikke mindst, når det er dem, vi elsker? Er vi blevet så egoistiske og så vant til, at samfundet tager sig af syge og gamle, at vi skubber dem fra os?

Første halvdel af bogen fungerer klart bedst. Clairvoyance-kurserne er simpelthen noget mindre interessante end samspillet med familie og venner, og historien var blevet skarpere, hvis de sidste 100 sider var droppet. På den anden side kan jeg godt forstå, at Saalbach gerne vil vise, at livet ikke slutter med en hjerneskade og at tilværelsen kan få en eller anden form for mening bagefter. Det ændrer da heller ikke på, at hun har skrevet en gribende og interessant samtidsroman.

Resultaterne var – blandede.

Jeg ville gerne læse noget mere af den litteratur, man ikke lige falder over på biblioteket eller i boghandlen, og i den forstand fungerede det fint. Jeg læste bl.a. John Steinbeck, Joseph Heller og Sigrid Undset. Men det viste sig simpelthen at være for meget med et tema hver måned. Jeg kom bagud, fordi jeg også bare ville læse nogle spontane bøger, og når jeg først og fremmest læser for min fornøjelses skyld, så var der jo ingen grund til at indføre en kilde til stress og dårlig samvittighed.

Derfor kører ideen om læsetemaer videre, men jeg har skruet lidt ned for omfanget. Foreløbig kører der et enkelt tema: Jubilæumsbøger. Jeg har valgt bøger, der har større eller mindre jubilæer i år. Så må vi se, om der kommer endnu et læsetema på et senere tidspunkt.

200 år (1812)                      Brødrene Grimms eventyr
150 år (1862)                      Ivan Turgenjev: Fædre og sønner
100 år (1912)                      Knut Hamsun: Den sidste glæde
75 år (1937)                        Karen Blixen: Den afrikanske farm
50 år (1962)                        Doris Lessing: Den gyldne notesbog
25 år (1987)                        Carlos Fuentes: Kristoffer ufødt
10 år (2002)                        Haruki Murakami: Kafka på stranden

Jean-Baptiste Clamence har opgivet en lovende advokatkarriere i Paris. I stedet driver han rundt på den snuskede bar Mexiko-City i Amsterdam, hvor han får tiden til at gå med at tale med gæsterne. Bogen er én lang monolog til en unavngiven fremmed. Men hvorfor?

Midt i sit ubekymrede liv i Paris gik han en nat forbi en kvinde på en bro. Da han havde passeret hende hørte han et plask og et skrig, der forsvandt ned af floden. Han gjorde ikke noget, men hændelsen slår hans tilværelse i stykker. Han bliver mere og mere kynisk og utilfreds i sit liv, indtil han flygter.

Tilsyneladende fortæller han om sit liv, men i virkeligheden prædiker han. Som en falsk profet bekender han sine synder: Alt hvad han har gjort er udsprunget af egoisme, selv da han forsvarede de fortabte og hjalp de blinde. Han gjorde det for sin egen skyld, og det var det, der blev klart for ham, da kvinden faldt i vandet, og han stod med valget: Uanset om han havde gjort noget eller ej, ville det i sidste ende være for sin egen skyld.

Sådan er menneskets lod: Fordi vi er bevidste om os selv, kan vi kun være egoistiske. Nu folder han sine gerninger ud og stiller sig selv op som et spejl for sine tilhørere.

Camus’ tanker er altid interessante, og litterært var der også gode passager. Jeg var specielt begejstret for den humor, der også kom til udtryk i teksten, og som jeg ikke husker fra andre af hans bøger. Et eksempel fra hans liv som libertiner: ”Jeg havde naturligvis visse principper, for eksempel at vennernes kone var hellig. Sagt ligeud, jeg holdt bare op med at være på venskabelig fod med ægtemændene nogle dage forinde.” (s. 47)

Alligevel var bogen lidt en skuffelse som roman betragtet. Clamence og hans skæbne berørte mig ikke for alvor.

”Ja, jeg beundrer som historiker Murena, for serien givet et kendskab til antikkens Rom hurtigere og uden tvivl bedre end nogen historiebog – iberegnet dem, jeg selv har begået.”

Sådan anbefaler historikeren Michael Green den belgiske tegneserie Murena, og jeg kan godt forstå ham. Tegneserien giver vitterligt mulighed for at bringe en forsvunden verden til live på en helt anden måde end historiebogen eller for den sags skyld den historiske roman. Groft sagt kan teksten fortolke de skriftlige kilder, mens tegningerne tager sig af arkæologien.

Når opgaven lægges i hænderne på en kapabel forfatter som Jean Dufaux og en blændende tegner som Philippe Delaby, så føler man sig virkelig til stede ved Neros hof i 50’erne efter Kristus.

Murena er en romersk adelsslægt, og Lucius Murena er ven med den unge Nero, der blev tronarving, da hans mor Agrippina giftede sig med kejser Claudius. Murena er da heller ikke seriens virkelige hovedperson, for den handler mere end noget andet om intrigerne i kejserpaladset.

Agrippina er det fascinerende midtpunkt for magtkampene. Hun er smuk, brutal og grænseløst ambitiøs. Det er hende, der målrettet har bragt Nero i position til at overtage magten, og det er hende, der rydder forhindringerne af vejen, da det går op for hende, at Claudius har planer om at forstøde hende og erstatte Nero med hans egen søn Britannicus.

Men det er ikke nok. Hun vil ikke bare have sin søn på tronen; hun vil regere, og snart står kampen knivskarpt mellem mor og søn. Moderdrab eller sønnemord? Den historie ender i hvert fald ikke lykkeligt.

Dufaux følger en nyere retning inden for forskningen, der tegner et mere positivt billede af Nero end oldtidens forfattere gjorde. (Det var f.eks. det syn Peter Ørsted udfoldede i sin Nero-biografi fra 2006.) Det er en floskel, at det er sejrherrerne, der skriver historien, men det er en sand floskel. Nero var populær i sine første år på tronen, men det mærker man ikke så meget til i de tekster, der blev skrevet, efter han blev væltet.

Murena gør meget ud af at understrege, at Rom var et brutalt samfund, hvor menneskeliv ikke betød det helt store, og da slet ikke en slaves. Faktisk understreges pointen så grundigt, at det svækker bind 1 en anelse, men da først Dufaux har skrevet sig varm og præsenteret persongalleriet, bliver man suget ind i fortællingen.

Tegningerne er et kapitel for sig. De er meget detaljerede, og de bygger utvivlsomt på lange studier af romersk byggestil og klædedragt. Men de er stadig dynamiske, og de mange kampscener fungerer upåklageligt.

Jeg vil anbefale at læse de fire bind, der udgør ”Moderens cyklus”, samlet. Historien hænger så meget sammen, at det giver mest mening. Faraos Cigarer har også udgivet ”Hustruens cyklus” på yderligere fire bind. Jeg glæder mig til fortsættelsen!

Helene er en alt andet end succesfuld pige. Hun er lige flyttet til København, hvor hun læser teatervidenskab, fordi hun ikke kunne klare optagelsesprøverne på skuespilskolerne. Efter at være blevet fyret som påskehare i en børneforestilling, fordi hun kom op at slås med en mor, burde hendes karriere være uigenkaldeligt slut. Men hun drømmer stadig om teateret, om en sød kæreste og om bare at få en hovedrolle i sit eget liv, for det hele er ved at glide hende af hænde.

Erling Jepsens roman fra 2009 har mange ligheder med Kunsten at græde i kor, som jeg læste for et par år siden. Der er det klare blik for pinlige øjeblikke, for tab og savn og ikke mindst for den absurde logik, der kan få mennesker til at begå forbrydelser for noget, der i virkeligheden ikke er ret meget.

En dag Helene er ude at gå tur med sin hund, løber den ind på Husets Teater. Hun vil selvfølgelig hente den, men det viser sig hurtigt at Lillebjørn har charmeret teaterdirektøren Morten, som kæmper med et nyt stykke mærkeligt dansk dramatik. Han beder om et møde. Helene tror, at der venter hende en rolle – men det er hunden, der skal på scenen og være objekt for Steen Tang Petersens begær.

Helene siger selvfølgelig ja alligevel. Det er jo en fod inden for, og når man først er kommet i gang, så er det ikke til at sige, hvad der kan ske. Da Lillebjørn kommer dramatisk af dage, er hun da heller ikke sen til at springe til. Måske kan hun spille hundens rolle?

Der skal ikke røbes mere af handlingen her, men det er ikke for meget at sige, at den udvikler sig mere og mere grotesk. Helene jagter desperat den anerkendelse, som hun ikke har fået hjemmefra, og som har resulteret i en voldsom spiseforstyrrelse. Hvor langt vil hun gå for endelig at blive berømt, mærke bifaldet og få de store interviews? Meget langt.

Jeg hørte romanen, og jeg synes Karen Abrahamsen gør det godt som indlæser. Hun fortolker teksten med betoninger, så Helene træder tydeligt frem, men uden at falde i den anden grøft og overskygge teksten.

Biroller er sikkert ikke Erling Jepsens bedste roman, men med Helene har han alligevel formået at skabe en skikkelse, som det er nemt at identificere sig med. Hun er en af de stille piger med psykiske problemer, som man læser så meget om. Heldigvis ender det sjældent så dramatisk som her.

Carver er kendt som den amerikanske novelles mester efter Hemingway, og der er da også noget hemingwaysk over hans ordknappe stil, hvor der tydeligvis foregår meget mere, end det man umiddelbart kan se. Jeg blev ikke helt overbevist af denne samling, der består af Where I am Calling From fra 1988 og to ældre noveller, men der var bestemt gode fortællinger imellem.

Hovedpersonerne er amerikanske hverdagsmennesker med korte middelklassenavne som James, Alice og Arnold. De er gået i stå i deres liv som manden der stiller sine møbler op ude på fortovet og sælger dem for en slik. Eller som parret, der er så misundelige på deres naboer, at deres sexliv får et boost, da de passer lejligheden og prøver deres ting.

I andre tilfælde dukker undertrykte følelser op til overfladen, når hverdagen bliver truet. Det gælder ikke mindst i samlingens bedste novelle ”Så meget vand så tæt på”, hvor Claire går op i limningen, da hendes mand finder et kvindelig på en fisketur. Ubehagelige minder fra ungdommen presser sig på, og ægtefællerne bliver hurtigt fremmede for hinanden. Det var de vel allerede, men episoden gør det tydeligt.

Novellerne handler mest af alt om ensomhed. Personerne kan ikke skabe et meningsfuldt forhold til andre mennesker. De er lige på randen af et sammenbrud, og det bliver kun værre for de af dem, der ved, hvad de mangler:

”Det er Keith, sagde Carlyle. Og hende her, det er Sarah. Han holdt fast i Sarahs hånd og vendte sig om mod Mrs. Webster. De har brug for nogen, forstår de. Vi har brug for én, vi kan regne med. Det er det, der er vores problem.” (136)

Citatet er fra Carlyle, der er blevet forladt af sin kone og nu skal præsentere sine børn for en barnepige, men de fleste af Carvers personer vil kunne nikke genkendende til udsagnet. De har også brug for nogen, de kan regne med. Der er bare så få af dem, der har det.

Opdatering: I første udgave af artiklen havde jeg nogle betragtninger om Robert Altmanns film Short Cuts, der er baseret på Carver. Det gav god mening, hvis det ikke lige var for den lille detalje, at den film jeg havde i tankerne var Lawrence Kasdans Grand Canyon fra 1991. Ups.

Jeg har længe haft planer om at læse Submarino, men Et eventyr blev altså mit første møde med den talentfulde Jonas T. Bengtsson. Han kan i den grad skrive, og jeg følte mig godt underholdt de meste af vejen. Alligevel ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om bogen.

Bogen starter med mordet på Palme i 1986 og slutter ved årtusindskiftet. På den tid vokser fortælleren fra at være en syv-årig dreng med et barnligt syn på verden til en ung mand, der er mere voksen end godt er.

De første år af fortællingen er drengen udelukkende sammen med sin far, og der går ikke længe, før det går op for læseren, at de er på flugt fra myndighederne. De flytter hele tiden mellem lyssky adresser, og det ser heller ikke just ud til, at der bliver betalt skat af de penge faderen tjener. Drengens far er en intelligent og følsom mand, der virker normal og har evnen til at besnakke folk og løse alle typer problemer. Han er kort sagt et forbillede, som enhver dreng må se op til, og kun når han føler sig overvåget eller når han taler præsten midt imod under en prædiken bliver det klart, at noget er galt.

I anden del af romanen er drengen blevet ældre. Han er først tilbage hos sin mor, men han har tydeligvis svært ved at vænne sig til det normale samfunds faste normer. Da faderens skygger igen læner sig ind over hans tilværelse, går han selv under jorden og lever som postmedarbejder i København under falsk navn. Finder han endelig den kærlighed, som han har så svært ved at tage imod, selvom han får den tilbudt? Og hvordan slutter den rejse, han er ude på med faderen? For den skal vel afsluttes, ligesom kongen og kongesønnen i bogens eventyr til slut kommer over søen på frøens ryg?

Jeg vil ikke røbe for meget om handlingen, for Et eventyr er også en spændende roman, og den spænding skal nye læsere ikke have spoleret. Fokus er på personer på kanten af vores samfund, som hverken har tiltro til eller respekt for autoriteter. Til gengæld er de dybt loyale over for hinanden. I bund og grund er det gode mennesker, der bare fungerer efter andre normer.

Helt centralt er forholdet mellem faderen og sønnen. Her er loyaliteten ubrydelig, også selvom det må gå op for drengen, at faderen har berøvet ham barndommen ved at slæbe ham rundt fra sted til sted.

Jeg har to problemer med bogen. For det første kommer der aldrig nogen forklaring på, hvad der egentlig ligger bag faderens flugt. Selvfølgelig skal alting ikke partout forklares, men selv de ting, som fortælleren faktisk opdager, bliver holdt skjult for læseren. For det andet har jeg det samme problem med hovedpersonerne, som jeg har med nogle af Peter Høegs randeksistenser: I forsøget på at vise, at helte kan komme alle steder fra, gøres de til de rene overmennesker. Der er ikke det job faderen ikke kan bestride, ikke den person han ikke kan besnakke. Der er ikke den ting, drengen ikke kan gennemskue eller den skoleopgave han ikke kan løse. De bliver så kompetente, at de også bliver en lille smule uvirkelige.

Når det er sagt, så ER Et eventyr en vedkommende, spændende og velskrevet roman, og Bengtsson er helt sikkert en forfatter, som jeg gerne vil læse mere af.

Vi ved det godt: Kina gennemgår så hurtige og voldsomme forandringer, at et enkelt menneske har gennemlevet flere verdener i løbet af et enkelt liv. Men vi ved det selvfølgelig ikke rigtigt alligevel.

Derfor er det velgørende, at Li Kunwu med sit selvbiografiske og tankevækkende værk giver os et blik ind i verden, som den har formet sig for en mand, der nu har nået bedstefar-alderen. Li blev født i 1955, seks år efter kommunisternes endelige sejr i Kina. Det første ud af de tre planlagte bind dækker perioden fra 1950 til 1976. Undertitlen er ”Faderens tid” og den henviser nok mere til Mao, den store rorgænger og landsfader, end til Lis egen far.

Faderen var en ung og idealistisk kommunist, og han oplevede tydeligvis sin bedste tid lige efter magtovertagelsen, da revolutionens budskaber skulle spredes og inden vanviddet tog over. Idealismen synes nemlig hurtigt at lide et knæk, da Det store spring fremad og Kulturevolutionen sættes i værk.

Et af de bedste træk ved bogen er faktisk skildringen af faderens desperation over de vanvittige planer fra Beijing. Han ved, at de vil gå galt, men er tvunget til at føre dem ud i livet. Han siger selvfølgelig ikke, hvad han tænker, for det ville være livsfarligt, men gennem barnets øjne, kan man se det på hans mimik. (Eller det er i hvert fald den måde Li fremstiller det mange år senere.)

Størstedelen af bogen er Lis egen historier. Vi hører om hans liv i familien, i børnehaven og ikke mindst i skolen. Alle steder er der så fyldt med propaganda, at Nordkorea vel er det eneste nutidige eksempel på noget lignende.

Helt galt går det under kulturrevolutionen, hvor børn og unge sættes fri til at kritisere lærere og andre autoriteter, der skal ”bekende” deres ”småborgerlige” sindelag, vise ungerne respekt osv. Det er tydeligvis en magt, som de slet ikke formår at håndtere. Det er sjovt, så længe man er den, der anklager, men da smædekampagnen rammer faren, er der ikke meget fornøjelse ved det længere. Han deporteres til en genopdragelseslejr.

Den lille Li kommer i lære som propagandategner, efter kulturrevolutionen har lukket skolerne.

Tegningerne er sorthvide og holdt i en enkel streg. De giver en fin fornemmelse af det stadig gammeldags Kina, og Li har tydeligvis slogans og propagandategninger helt inde under huden.

Li Kunwu og hans franske medforfatter har skabt et spændende værk, der advarer mod massepsykose og revolutionært sværmeri. Selvom bogen slutter med hans fortvivlelse over Maos død, så ligger det mellem kortene, at den efterfølgende pragmatisme passer ham bedre. Jeg glæder mig til at læse de næste bind.

Hjalmar Söderbergs Doktor Glas – som jeg netop har læst og anmeldt – har inspireret flere svenske forfattere. Senest Kerstin Ekman, der i den intense roman Mordets praksis tager livtag med Söderbergs læge, og det gør hun på original vis.

Mordets praksis er som Doktor Glas en jeg-roman. Den er fortalt af lægen Pontus Revinge, og handlingen spiller sindrigt sammen med forlægget. Revinge hævder nemlig, at han har været med til at udvikle romanen ved at vise Söderberg, hvordan mordet kunne begås. Men påvirkningen er gensidig, for romanen skubber efterfølgende Revinge i retning af sit eget mord, selvom han foragter Glas for ikke at være skildret som en rigtig læge, men som en forfatters ide om en læge.

Det er selvfølgelig en interessant påstand fra en læge, der selv er skabt af en forfatter! Det er let at tolke spillet mellem Glas og Revinge som et sindbillede på spillet mellem litteratur og virkelighed, men i en roman må det jo forblive et postulat. Derimod dokumenteres forfatteres afhængighed af både virkeligheden og andre tekster.

En interessant scene udspiller sig, da Revinge opsøger Söderberg på en café. De har tidligere talt om en effektiv mordplan for en læge, men Revinge er gået et skridt videre. Han har fremstillet cyankaliumpiller for at demonstrere, hvordan det kan gøres i praksis. 

”Han var ikke alene forbløffet. Det er underligt hvilken indvirkning et magtmiddel har på det menneske man har foran sig. Eller, om man vil – et våben. Selv om man ikke i mindste måde truer med det, kan man aflæse skræk.
…
Hvorfor har De gjort dette? spurgte han.
For at hjælpe dem, sagde jeg. De ville jo have Deres teori afprøvet og vide om den lod sig omsætte i praksis.” (42)

(Den fiktive) Söderberg er skrækslagen. Der er et kæmpe spring fra at slå fiktive personer ihjel i tankerne og til at gøre tankerne konkrete ved fysisk at lave giftpillerne. Revinge fungerer ikke bare som konsulent på bogen, han tager teten, og Söderberg forstår, at han sidder over for en mand, der meget nemt kan blive ægte morder.

Revinge kommer fra små kår. Faderen har begået underslæb og er død i en ung alder, og selvom moderen har sørget for hans uddannelse, så er det sket for lånte penge. Byen fyger endda med med pinagtige rygter om, hvilke ydelser hun også har ydet til gengæld. Pengene skal betales, så han må tage tjansen med rutinetjek af prostituerede, indtil han endelig får chancen for at blive ansat i Johannes Skades praksis.

Snart rydder han Skade af vejen, og som i Doktor Glas er der flere motiver i spil. Revinge ser en åbning for at komme til muffen, men han bryder sig heller ikke om den måde Skade ser på steddatteren Frida – en pige som Revinge også er interesseret i, selvom han må gifte sig med moderen for at få fingre i praksissen.

Da Fridas veninde Ida kommer på sporet af, hvad der er foregået – hun er både læge og fan af detektivromaner – breder nervøsiteten sig. Den angst for at blive afsløret, der kun kortvarigt optræder hos Glas, æder Revinge op indefra, godt hjulpet på vej af et forkvaklet forhold til kvinder.

Både forfatter og hovedperson er optagede af Doktor Glas.

Romanen har mange facetter, men jeg vil fremhæve et enkelt mere: Kerstin Ekman beklagede i 2005, at Söderberg genbruger Glas i en af sine senere romaner (teksten er gengivet i den nye danske udgave af Doktor Glas) og i Mordets Praksis lægger hun beklagelsen i munden på Revinge, der skriver et rasende brev til Söderberg. Fiktiv eller ej – Glas er blevet en alt for vigtig person i hans liv til at blive fiflet med.

Mordets praksis kan godt læses uden at have læst Doktor Glas, men det vil jeg alligevel ikke anbefale. Dels får man meget mere ud af Ekman, når man kan genkende trådene til Söderberg, dels er Doktor Glas simpelthen en bedre bog, som man ikke bør snyde sig selv for! Ikke at Ekman har skrevet en dårlig bog, for det har hun slet ikke. Mordets praksis er tankevækkende og elementært spændende.

Læs dem begge to – det fortjener de!

Årets sløje roman af anmelderrost forfatter, som bare ikke er mig: Katrine Marie Guldager: Ulven

Jeg kan godt lide forsiden...

Jeg ved ikke, hvad det er med Katrine Marie Guldager, men hendes bøger virker fortænkte og kedelige på mig. Jeg har været mellemfornøjet over hendes noveller, og nu er jeg så også mellemfornøjet over hendes romaner.

Antal læste bøger i alt: 94 eller 95

Det afhænger lidt af, om jeg når at blive færdig med Kerstin Ekmans Mordets praksis. (Indlægget er skrevet i går – derfor usikkerheden.) Målet var – som sædvanlig – 100 bøger, men jeg er meget tilfreds med det, jeg har nået. Jeg har læst en mængde gode, spændende, nye, gamle, tynde og tykke bøger. Det er det vigtigste!

Årets forlag: Batzer & co

Prisen til årets bedste forlag skal gå til Batzer & co. Intet dansk forlag har så høj en andel af kvalitetslitteratur, og Batzers udgivelser har igen i år fyldt godt op på mine lister over årets største læseoplevelser. Per Petterson, Judith Hermann, Imre Kertesz – det er en imponerende række af fremragende europæiske forfattere.

Årets sjove bog, der ikke var sjov nok: Mohamed Sifaoui: Bin Laden bag sløret

Terrorisme er et alvorligt emne, så hvis man vil lave sjov med det, så skal det være RIGTIG sjovt. Sifaoui holder sig til småplatte vittigheder.

Årets bedste lydbog: Ernest Hemingway: Den gamle mand og havet

Prisen går ikke til Hemingway, fordi den var det bedste stykke lytteratur – det var det også – men fordi Dan Schlossers indlæsning er fremragende.

Årets bedste bog på vers: Christian Winther: Hjortens flugt

Det var så også den eneste bog på vers, og det kan ikke afvises, at det har været afgørende for dens chancer! Samtidig var det den eneste bog, jeg læste i år, hvor jeg havde et personligt forhold til den selve den fysiske bog.

Årets bedste bog

Så er det blevet tid til den store pris. Hvad er den bedste af de bedste læseoplevelser? I sidste ende måtte valget falde på:

Godt nytår og tak fordi du læste med i 2011 – vi ses i 2012!