J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe

I sine drifters vold

Midt i sommerheden zoomer vi langsomt ind på Tjele Hovedgård i Jylland og på den unge Marie Grubbe, der endnu er spæd og fin og uberørt af livet og kærligheden. Hun er ung og uskyldig, men Jakobsen lader hende allerede på dette tidspunkt drømme erotisk om underkastelse, og hendes fascination af maskulin styrke og brutalitet er gennemgående for hendes kærlighedsforhold. (Ikke for hendes to første ægteskaber, men de holdt jo heller ikke.)

Historien om Marie Grubbe har optaget mange danske forfattere, og det er vel ikke så sært. Adelspigen, der blev gift med og skilt fra en kongesøn og så blev gift med en adelsmand for efter 16 års ægteskab at stikke af med den simple ladefoged, er simpelthen for god en historie til ikke at blive til litteratur.

Udover denne roman har jeg læst En landsbydegns dagbog. Der er mange andre, men der er ingen, der fylder så meget i dansk litteratur som J.P. Jacobsens roman fra 1876. Den er endda kommet med i den danske litteraturkanon.

Faderen tager Marie med til København for at introducere hende ved hoffet. Det er under Københavns belejring 1658-60, hvor perspektivet bredes ud til en lidt større personkreds, og hvor Jakobsen også giver et levende indtryk af de simple borgeres liv og af mobiliseringen mod den forhadte fjende. I spidsen for kavaleriet er den unge Ulrik Christian Gyldenløve, som hun aldeles begærer, selvom der aldrig kommer noget forhold ud af det. I stedet bliver hun nogle år senere gift med hans bror Ulrik Frederik Gyldenløve, men kærligheden går snart i stykker og de skilles i forbitrelse.

Marie Grubbe er en fascinerende person. Hun er i udpræget grad styret af sine drifter. Magt og politisk indflydelse interesserer hende ikke, og slægtens position bryder hun sig heller ikke meget om. Hun higer efter kærlighed, men det er ikke nok at finde en mand, der elsker hende. Det skal være en mand med stort M, sådan en som Søren, der selv under en brand tumler de frygtsomme heste.

Sproget er vidunderligt billedrigt og levende. Tag blot indledningen: ”Den luft, der lå under lindetræernes kroner, havde vugget sig frem over den brune hede og de tørstige marker. Den var blevet baget af solen og støvet af vejene, men nu var den renset af det tætte løvhang, svalet af de kølige lindeblade, og duften af de gule lindes gule blomster havde gjort den fugtig og givet den fylde.” Det er så smukt, og bogen er fyldt med den slags sanselige billeder, hvor man føler, at man er der selv.

På den anden side er sproget også en udfordring, når man hører bogen som lydbog, sådan som jeg gjorde. Dan Schlosser er en vældig god oplæser, men når Jacobsen skriver 1600-tals dansk, ind imellem krydret med fransk eller en solid dansk dialekt, så skal man holde tungen lige i munden.

Jeg har givet Marie Grubbe fire bøger, men jeg har på fornemmelsen, at jeg vil vurdere den endnu højere, når jeg har læst den på papir. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg – bogstaveligt talt – skal have den mellem fingrene på et tidspunkt.

 

Bertolt Brecht: Galileis liv

Forsvar for fornuften

Det er en af videnskabshistoriens ikoniske scener, der er i centrum for Brechts drama fra 1938: Galileo Galilei indklages for inkvisitionen i Rom i 1633. Han har forsyndet sig mod kirkens lære ved at hævde, at det er solen og ikke jorden, der er i centrum for universet. Under trussel om tortur afsværger han den viden, som han selv har arbejdet så intenst på at tilvejebringe.

Et tydeligere billede på kampen mellem religion og videnskab er svær at forestille sig, og det hører selvfølgelig med til historien, at videnskaben i sidste ende fik ret: Det er jorden, der bevæger sig om solen og ikke omvendt.

I Brechts skuespil følger vi Galilei fra hans tidlige år som professor i matematik i Padua til hans sidste år i overvåget fangenskab uden Firenze. To temaer optager Brecht i særlig grad: Videnskabsmandens forpligtelse til at holde sig til sandheden og fornuften, uanset hvad autoriteterne siger. I sin sidste monolog er Galilei dybt kritisk over for sine valg. Han skulle have holdt fast, så kunne han have været med til at bane vejen for en helt ny, rationel tidsalder.

Forskerens pligt til at kæmpe for sandheden er samtidig hans pligt til at kæmpe for folket. I Brechts optik er det nemlig ikke religiøse dogmer, der får kirken til at fastholde et forældet verdensbillede. Det er ønsket om at holde folket fanget i uvidenhed. På den måde kan udbytningen fortsætte, og den feudale magtstruktur fastholdes.

Videnskab (og kunst) skal søge sandheden – og søger den sandheden er den i virkeligheden revolutionær.

Det er altid svært at bedømme et skuespil alene ud fra teksten. Det skal iscenesættes og opføres, før man rigtigt kan mærke det. Dramaet i denne historie er nem at få øje på, men bortset fra Galilei selv, virker personerne ikke så vedkommende. (Men igen: det afhænger meget af skuespillet. Datteren Virginie opgives af sin forlovede på grund af Galileis bøger. Man mærker ikke smerten i teksten, men den kan udtrykkes på scenen.)

Galileis liv blev skrevet i sin første form under Brechts ophold i Danmark. Kampen for fornuft, videnskab og menneskets ret til at tænke selv var mere aktuel end nogensinde efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland, så det var teater til tiden. Men det kan undre, hvordan Brecht selv kunne vælge DDR og kommunismen. Hvis det er videnskabsmandens (og kunstnerens) pligt at kæmpe mod kirkens og nazismens forstokkede dogmer, hvordan kan han så underkaste sig marxismens forstokkede dogmer?

 

D.H. Lawrence: Sons and Lovers

Moderbinding i minebyen

Det er sjovt: Nogle forfattere og deres bøger kender man af navn og ved, at det er litteratur man ”bør” læse, men uden rigtigt at vide, hvad de står for. Sådan havde jeg det lidt med Lawrence, for min viden var stort set begrænset til, at romanen ”Lady Chatterley’s Lover” blev anklaget for pornografi.

Jeg vidste f.eks. ikke, at han voksede op i en minearbejderfamilie, og at han trækker på sine egne klasseerfaringer i sit forfatterskab. Men det ved jeg nu. Sons and Lovers er historien om familien Morel, der bor i minebyen Bestwood lidt uden for Nottingham. Faderen er minearbejder og det er i virkeligheden en skuffelse for moderen, der drømmer om mere. De ambitioner fører hun over på børnene, som hun gør hvad hun kan for at hjælpe børnene til et bedre liv. Det lykkes. De ældste drenge William og Paul kommer begge i kontorlære og Annie bliver lærer. Kun den yngste søn Arthur kniber det lidt med.

Uddannelsen fremmedgør børnene fra faderen, der i hvert fald i perioder er mest optaget af at drikke, når han ikke lige er i minen. Til gengæld knytter drengene sig tæt til moderen, og det gælder ikke mindst Paul, der er romanens egentlig hovedperson. Han har forhold til både den unge Miriam og den lidt ældre Clara Dawson, men han kan alligevel ikke få sig selv til at tage springet og indgå ægteskab. Hele tiden kommer moderen i vejen. Hun er det menneske, han er tættest knyttet til, og moderbindingen er for stærk for ham.

Som titlen fortæller, kan mænd både være sønner og elskere, og den naturlige udvikling er selvfølgelig at bryde med moderen og finde sig en kvinde at stifte hjem og familie med. Paul kan bare aldrig tage skridtet fuldt ud. Han er altid mere søn end elsker, og omvendt lever hun sit liv gennem ham: ”Then he told her the budget of the day. His life-story, like an Arabian Nights, was told night after night to his mother. It was almost as if it were her own life.” (s. 142)

Moderen bryder sig ikke om Miriam, men kan godt lide Clara. Det er bare ikke det afgørende. Problemet er forholdet til moderen.

”But no, mother. I even love Clara, and I did Miriam; but to give myself to them in marriage I couldn’t. I couldn’t belong to them. They seem to want me, and I can’t ever give it them.
   You haven’t met the right woman.
   And I never shall meet the right woman while you live, he said.” (s. 427)

Sons and Lovers er et indsigtsfuldt portræt af en ung mand, der har svært ved at få styr på sig selv og sit kærlighedsliv. Den historie er ikke ny, men Lawrence fortæller den med dyb psykologisk indsigt, og samtidig er romanen er kærligt familieportræt af en engelsk arbejderklasse med liv og ambitioner ud over sliddet i minen.

 

 

Leo Tolstoj: Kosakkerne

Til Kaukasus efter kærlighed og det naturlige liv

Tolstoj er mest kendt for sine kæmperomaner Krig og Fred og Anna Karenina. Jeg har kun læst den sidste, men det er helt fortjent, at den berømmes som en af de bedste romaner nogen sinde. Kosakkerne udkom lidt tidligere, og den når ikke helt de senere storværkers niveau. Men historien om den unge adelsmand Olenin, der endelig finder sig selv og den store kærlighed blandt kosakkerne i Kaukasus, er stadig en god roman.

Olenin er en klassisk skikkelse i russisk litteratur. En adelsmand, der er taget bort fra den fædrene jord og draget til Moskva, hvor han lever over evne i svir og luksus. Men denne gang hører vi ikke meget om, hvordan det er kommet så vidt. Det er allerede sket, da han i romanens start drager af sted for at gøre militærtjeneste hos kosakkerne. Det er et glimrende middel til at gøre karriere og til at få økonomien på fode igen.

Kosakkerne forsvarer Ruslands sydlige flanke og ligger i en konstant grænsekrig med tjetjenere og andre stammer i bjergene. Selvom tjetjenerne er muslimer og selvom kampene er hårde, så har kosakkerne og deres modstandere meget mere tilfælles, end kosakkerne har med russerne. Røvertogter og hestetyverier på kryds og tværs af stammer og officielle alliancer vidner om, at grænselandets æresbegreber og værdier er nogle andre. På den måde minder det om skildringer af det nordamerikanske grænseland på samme tid, og Olenin henviser da også direkte til Coopers Stifinder på et tidspunkt.

Mens de fleste russere drikker, sværmer for pigerne og venter på at tiden sydpå er overstået, kaster Olenin sig entusiastisk ud i sit nye liv. Hans sløvhed og gustne hudfarve forsvinder med det raske liv i naturen, han knytter venskab med den gamle jæger Jeroschka og går selv på jagt i de uvejsomme skove. Tolstojs velkendte skepsis over for det kultiverede byliv fornægter sig ikke!

”For hver dag, der gik, følte han sig mere og mere frigjort, mere og mere som et menneske. Her var helt anderledes, end han havde tænkt sig det. … ’Menneskene her lever et rent naturliv. De fødes, forplanter sig, slås, drikker, spiser, glæder sig ved livet og dør så. Det går med dem som med solen, græsset, træerne og dyrene – de er kun afhængige af naturens love.’ Han fandt, at disse mennesker var langt stærkere og friere end han, og følte sig skamfuld og sørgmodig, når han sammenlignede sig med dem.” (s. 167-68)

Der er særligt én kosak, han har øje til: Den skønne Marjanka, der virker meget mere ædel og attråværdig end de kvinder, han kender hjemmefra, selvom – eller netop fordi – hun må arbejde hårdt sammen med resten af familien og i øvrigt betragter ham med distanceret overlegenhed. Olenin er ikke ude efter en elskerinde. Han vil gifte sig med Marjanka, der ellers er bestemt for den kække kosak Lukaschka. Men kan kærligheden i sidste ende overvinde de store forskelle mellem dem? Hans drøm om permanent at slå sig ned blandt kosakkerne og leve som dem virker i hvert fald ikke realistisk.

Udover kærlighedshistorien er det person- og miljøskildringen, der bærer Kosakkerne. Man kan se de centrale skikkelser for sig, og selvom Kaukasus fremstilles i et noget romantisk skær, så kan Tolstoj trække på sine personlige erfaringer og give en indfølende beskrivelse af en egn, der i dag forbindes mest med krig og terror.

 

Jane Austen: Pride and Prejudice

Klassisk kærlighedsroman er ypperlig kunst

I år er det 200 år siden Jane Austens mest kendte roman udkom. Det mærker man ikke, for personerne er universelt genkendelige, og den vidunderlige dialog er skrevet, så enhver fan af postmoderne ironi kan spejle sig i den.´

Elizabeth Bennet er den næstældste af fem giftefærdige søstre. Hendes far er velhavende, men ikke rig, og de engelske arveregler betyder, at familien vil stå uden midler, hvis han dør. I det tilfælde vil hele formuen gå til nærmeste mandlige slægtning. Det er den helt igennem forfærdelige Mr. Collins, som kun tænker på at snobbe opad og mele sin egen kage. I den situation er en mand med solid indkomst vejen til både lykke og forsørgelse. (Og han skal selvfølgelig også helst være højere på den sociale rangstige og på solid afstand af handel, industri og andet der lugter af gemene pengesager.)

Da den unge, enlige Mr. Bingley flytter ind på det nærliggende landsted, går jagten ind. Mrs. Bennett er besat af tanken om at få døtrene gift, men desværre er hun også udannet og uforskammet. Det er Elizabeth og storesøsteren Jane ikke. De er fornuftige og velopdragne, og Elizabeth også livlig og udadvendt. Hun er intelligent og lynhurtig i replikken.

Det får Bingleys ven Mr. Darcy at føle mere end én gang. Da hun først møder ham, giver han indtryk af at være en hoven og selvoptaget mand, der føler sig alt for god til det usle selskab omkring ham. Han er kort sagt fyldt med både stolthed og fordom, men historien viser snart, at det er han ikke ene om. Skal hun måske ikke også overvinde sine fordomme, før hun kan se ham i det rette lys?

Jane Austen på alder med Elizabeth

Og er der ikke, når alt kommer til alt, noget om hans vurdering af hendes familie? Moderen er decideret ubehøvlet og de yngre søstre flirter hæmningsløs. Selv faderen, som Elizabeth har et tættere forhold til, er problematisk. Han har trukket sig tilbage fra familien, og hans største fornøjelse er at more sig over moderens uforstandighed. Som læser forstår man ham godt, men det er ikke just et forbillede for ægteskabeligt samliv, og hans manglende vilje til at forlade sine bøger og deltage aktivt i familielivet efterlader pigerne uden hjælp og vejledning.

Hvorfor appellerer Pride and Prejudice stadig til kvinder, selvom vi nu lever i en tid med ligestilling, skilsmisser og seriel monogami? (Altså ud over det med at Austen som alle store kunstnere skildrer almen-menneskelige forhold på tidløs måde.) Jeg tror det hænger sammen med, at Elizabeth og Darcy er et moderne par. Hun lader sig ikke kue af hans penge eller hans mandighed. Og han falder ikke for et kønt ansigt, men for hendes personlighed og fordi hun giver ham modspil. De er ligeværdige partnere, uanset at han også er helten på den hvide hest, der redder familien fra skandale.

Til sidst et eksempel på den knivskarpe dialog, her mellem Mrs og Mr Bennet:
”Mr Bennet, how can you abuse your own children in such a way! You take delight in vexing me. You have no compassion on my poor nerves.”
“You mistake me, my dear. I have a high respect for your nerves. They are my old friends. I have heard you mention them with consideration these twenty years at least.” (s. 6)

Det er svært at skrive noget om Pride and Prejudice, som ikke allerede er skrevet klogere og bedre andre steder. Til gengæld kan alle læsere stadig nyde romanen og glæde sig over sprog, karakterskildring og en smuk kærlighedshistorie, som om Jane Austen lige havde rejst sig fra sin bærbære efter sidste korrektur. Det er et mesterværk, som er til at gå til.

 

Alfred Döblin: Berlin Alexanderplatz

Berlin på randen af kaos

Döblins roman blev straks en succes ved udgivelsen. Den solgte oplag efter oplag og blev oversat til alle hovedsprog – og også til dansk så tidligt som 1930. Det er ikke svært at se hvorfor: Bogen er fyldt med menneskeligt drama og sproglig virtuositet, og så giver den et inciterende portræt af Tysklands hovedstad Berlin: På én gang kosmopolitisk storby og centrum for politiske kampe, der snart skulle rive hele Europa med ud over kanten.

Det er svært ikke at læse Berlin Alexanderplatz som en dokumentation af Weimar-republikkens sidste år, selvom det politiske ikke fylder meget i Franz Biberkopfs liv. Han sælger ganske vist lidt nazistiske aviser, og han hænger lidt ud med nogle anarkister, men i bund og grund vil han bare gerne være i fred for politik. Det kommer der alligevel ikke noget godt ud af.

Vi møder Franz, da han bliver løsladt fra Tegel-fængslet. Han har siddet fire år for vold med døden til følge, og selvom han frygter det frie liv, så har han ingen intentioner om at vende tilbage. Tværtimod sværger han, at han vil være leve et anstændigt liv. Det er bare ikke så nemt, for som Döblin selv skriver i et efterord fra 1932, så er verden præget af to modsatrettede principper: Orden og opløsning.

Uanset hvor meget Franz prøver at holde sit liv på dydens smalle sti, så truer opløsningen både indefra – han er jo et frit menneske, og der er ingen, der tvinger ham til at betræde en kriminel løbebane igen – og udefra, for det er ikke nemt at finde sig et ordentligt arbejde eller en stabil familie. Og i hans omgangskreds er fiduser simpelthen en karrieremulighed på lige fod med så meget andet. Mere generelt er det ifølge forfatteren altid svært at konstatere, præcist hvor grænsen går mellem kriminalitet og ikke-kriminalitet. Franz bliver i hvert fald skyllet med til den anden side.

Romanen er en fortælling om den langsomme nedbrydning af Franz Biberkopf, til han vaklende på dødens rand må vælge om han vil give op, eller om han virkelig vil finde forandringen og blive genfødt som et nyt menneske, klar til at tage sin plads i samfundet. Bag det hele spøger den gamle voldssag, for godt nok har han taget sin straf, men har han egentlig angret noget?

Men det er også en fortælling om Berlin, om arbejderkvartererne omkring Alexanderplatz og om underklassens pulserende liv. Stemningen gengives suverænt ved at indflette reklametekster, snapshots af mennesker i knejper og på gader, sporvognslinjer, tidens slagere og meget andet. Man mærker virkelig, hvor hektisk livet var, og hvor moderne det blev levet: Franz når på et års tid at bo sammen med adskillige kvinder, og det er på ingen måde unormalt.

Som jøde og aktiv socialist måtte Döblin flygte i 1933.

Stemningen skabes også gennem dialogen, der er skrevet på berlinsk. Döblin er selv født og opvokset i Østberlin, så det er hans eget kvarters sprogtone, han lader glide ind i bogen. (Hvilket gjorde det til en udfordring at læse den på tysk, selvom jeg er vant til det.) Bogen forfalder dog langt fra til naturalisme, og Döblin fremhæver selv, at han skriver ”episk” – dvs. bogen udfolder en idé frem for at gengive virkeligheden en-til-en. Det er ikke mindst tydeligt, når mytologiske skikkelser spiller med, eller når forfatteren kommenterer på historiens udvikling.

Berlin Alexanderplatz er en kraftpræstation, som jeg læste med stor fornøjelse, men som sagt også med en del arbejde. Det er ikke en let bog, men den belønner den læser, der holder ved og lader stemningen krybe ind under huden.

 

Leif Panduro: Rend mig i traditionerne

Weltschmerz er ungdommens lod

Det er ikke nemt at være ung. Det var det tilsyneladende heller i 1950’erne, da Leif Panduro udgav sin roman Rend mig i traditionerne. Her sidder den 17-årige David på et nervesanatorium ved Øresund og fortæller om, hvordan han egentlig er havnet der. Det er en historie om familiesvigt, kærlighed og en opvækst, der slet ikke er nem, selvom man kommer fra livets solskinsside.

Davids far er død en alkoholrelateret død og hans mor er selvoptaget og fraværende. Det er ikke så sært, at han vokser op uden rigtigt at vide, hvordan han skal knytte sig til andre. Da hans hoved samtidig bliver proppet med gymnasial viden, ligger fremmedgørelsen lige for.

Han kan ikke holde fraser og klicheer ud, og han har konstant en fornemmelse af, at alle ord og handlinger for længst er prøvet af og slidt ned i Hollywoods drømmefabrik. Mest af alt de ord, der handler om kærlighed. David render rundt med en ”brintbombe” i maven, og det hele koger over til gammel-elev dag lige før eksamen. Benene kan ikke holde sig i ro, han begynder at sparke folk bagi, og han bliver i det hele taget løjerlig, inden han går sin vej og ender med et sammenbrud.

Den eneste David rigtig kan identificere sig med er pigen Lis. Hun er ”mægtig ironisk”, og det passer David godt, for han kan ikke holde de voksnes komediespil og alvorsfulde miner ud. Men ironien og angsten for at ende som en kliché gør det også helt umuligt for ham at sige det, han gerne vil: at han holder betydeligt mere af hende end som så.

Rend mig i traditionerne er en morsom bog. Panduro har et klart blik for tilværelsens absurditeter og ufrivillige komik, men det er en komik, der vokser frem på en alvorlig baggrund. David ender vitterligt helt ude i tovene, og selvom han kun har hån til overs for psykologer, så har han virkelig brug for dem. Den blanding fanger Peter Bollerslev fint i sin oplæsning.

Romanen er helt fortjent blevet en dansk klassiker. Hvis du ikke har læst den allerede, så skynd dig at finde en lejlighed til at gøre det.

 

Min bedste læseoplevelse i år: Klassikere

Så er det tid til at kigge på klassikere: Det betyder i min definition bøger udgivet for mere end 25 år siden – dog undtaget tegneserier, som har deres egen kategori.

Som sædvanlig er der et stærkt felt at vælge imellem. Når jeg laver de her lister, bliver jeg hvert år mindet om, hvor mange gode bøger, der er udgivet gennem tiden. Man skal ikke læse klassikere af litteraturhistorisk pligt. Man skal gøre det for sin fornøjelses skyld!

1. Doris Lessing: The Golden Notebook (1962)
Lessing har et stort forfatterskab bag sig, og det her er et af hovedværkerne. Der er selvbiografiske træk i skildringen af Anna Wulf, der er forfatter, bor alene med sin datter og prøver at komme overens med sit engagement i den kommunistiske bevægelse, der for længst er afsløret som et dække over diktatur og undertrykkelse. Bogen er en kompleks skildring af en epoke og et kompliceret sind.

2. Denis Diderot: Fatalisten Jacques (1778)
Hovedmanden bag oplysningstidens store encyklopædi har også skrevet en gavtyveroman om skæbnen, om glæden ved historier, om rejselivet og om det komplicerede forhold mellem en herre og hans tjener. En gavtyveroman skal selvfølgelig være sjov, og det er Fatalisten Jacques stadig.

3. Gustave Flaubert: Madame Bovary (1857)
Jeg var i Normandiet med familien i sommers, og det var en oplagt lejlighed til at genlæse Flauberts klassiker. I dag kan det være svært at forstå, hvordan den kunne blive stemplet som pornografisk, men det er til gengæld nemt at se, hvorfor den stadig bliver læst. Madame Bovary lever i de romantiske fantasiers verden, og det har ikke meget at gøre med virkeligheden i en småkedelig fransk provinsby. Det kan næsten kun ende galt, og det gør det også.

Lige ved og næsten: Karen Blixen: Den afrikanske farm, Ivan Turgenjev: Fædre og sønner og Antoine de Saint-Exupéry: Blæsten, sandet og stjernerne

I morgen kigger jeg som rosinen i pølseenden på at nyere udenlandsk litteratur.

Samme kategori i 2011

 

Franske Memoirer

Ludvig XIV’s hof fascinerer stadig

Fra 1928-30 udgav Gyldendal et bibliotek i 52 bind, der tilsammen skulle give læserne en introduktion til verdenslitteraturens højdepunkter. Bind 19 handler om ”franske memoirer,” der var en fremtrædende litterær genre i 1600- og 1700-tallet og præsenteres på linje med ”Livsskildringer i tysk litteratur,” ”Eventyr fra alle lande” og hele romaner af forfattere som Dostojevskij og Jane Austen.

Et beundringsværdigt projekt, men hvordan dette bind er havnet på min reol husker jeg ikke længere. (Som faste læsere af bloggen vil vide, så er der intet usædvanligt i, at jeg køber flere bøger end jeg læser – men det sker altid med sikker forvisning om, at de SKAL læses, og før eller siden plejer det også at ske.)

Nå, bogen rummer uddrag fra to berømte memoireforfattere. Kardinal de Retz (1613-1679) og Saint-Simon (1675-1755) der begge levede og skrev på solkongen, Ludvig den XIV’s tid.

Retz er sværest at vurdere, fordi uddraget er kort. Mest interessant er hans vidnesbyrd fra Fronden, en folkelig opstand i starten af kongens regeringstid. Det er dog tydeligt, at han er en både skarp op skrap personskildrer. Tag denne fænomenale skildring af dronningen:

”Hun var mere bitter end hovmodig, mere hovmodig end storsindet, mere velopdragen end dybtgående, mere ligegyldig over for penge end gavmild, mere gavmild en egennyttig, mere egennyttig end uegennyttig, mere tro end lidenskabelig, snarere hård end stolt, bedre huskende fornærmelser end velgerninger, mere villige til at være from end from, mere påståelig end bestemt, og mere udygtig end alt hvad jeg ovenfor har nævnt.” (s. 41)

Det er hård kost, men Saint-Simon er stadig bogens største oplevelse. Hans memoirer handler om stort og småt, breder sig over tyve bind og har inspireret store franske forfattere fra Flaubert til Proust. Jeg var nu mest optaget af hans skildring af hoflivet, som han bringer frem for læserens øjne med en enestående detaljerigdom og kendskab til de utallige intriger omkring kongen.

Under enevælden var kongen den eneste legitime kilde til magt, og derfor var vejen til indflydelse den samme som adgang til hans inderste cirkler. Bedst var det selvfølgelig at få kongen selv i tale, men i mangel af bedre kunne hans familie eller i næste række hans rådgivere også bruges. Magtspillet handlede først og fremmest om magt og personlig vinding, og fordi de ideologiske modsætninger betød så lidt, var sladder og intriger der foretrukne våben i magtkampen.

Kongefamilien VAR det politiske system, og derfor var en adskillelse af dens offentlige og private liv utænkeligt. Det er det rene vand, når de kongelige i dag er trætte af pressen og offentlighedens interesse. Her var kongens souper en offentlig begivenhed, og det var en stor ære at blive udvalgt til at holde lysestagen under på- og afklædning.

Selvom kongen var stærkt troende, så betød hans position også, at han var hævet over almindelig moral. Et eksempel på den chokerende egoisme: I flere uger havde han været nødt til at tage hensyn til hertuginden af Bourgogne, der havde en vanskelig graviditet. Han havde ikke respekteret det, og det endte i en abort. (Om det faktisk var hans skyld, er selvfølgelig en anden sag.)

”’Gud ske lov, at hun er kommet til skade, siden det skulle ske, nu skal lægernes forestillinger og jordemødrenes indvendinger da ikke mere forhindre mig i mine rejser og i alt, hvad jeg har lyst til at gøre!’ … En stilhed, så man kunne høre græsset gro, fulgte efter dette udbrud. Man sænkede blikket, næppe turde man trække vejret. Enhver stod bestyrtet. Endog slottets folk og gartnerne stod ubevægelige. Denne tavshed varede over et kvarter.” (s. 180)

Det tog selvfølgelig lidt tid at komme ind i et så fremmed univers, men da jeg først fik læst mig ind i det, var det ret spændende. Som eksemplerne viser, så er det især personskildringerne, der er interessante. Karaktererne tegnes med en deltagerigdom og sammensathed, så man synes, at man kender dem.

 

Carlos Fuentes: Kristoffer Ufødt

Mexicansk ordvulkan går i udbrud

Klassikerlæsningen er nået til 1987, hvor mexicanske Carlos Fuentes udgav sin store roman Kristoffer Ufødt. Det er en sælsom historie, ikke mindst fordi fortælleren er et ufødt barn, der fra moders liv fortæller om sine forældre og om det mexicanske samfund, de lever i.

Historien udspiller sig i 1992, hvor Angel og Angeles efter en pludselig indskydelse prøver at vinde ”Kristoffer-konkurrencen” ved at få en søn på 500-årsdagen for Columbus’ opdagelse af Amerika. I virkeligheden er det en gimmick for at holde masserne i ro og kritikerne af det det gennemkorrumperede politiske system i ave.

Der er nemlig i høj grad tale om en dystopi. Mexico er i opløsning med afståelse af flere provinser, mens den politiske ledelse udelukkende er optaget af at beholde magten, om nødvendigt med vold, og af at rage til sig, mens landet tynges af udlandsgæld, efterveerne af det store jordskælv i 1985 og almindelig elendighed.

Midt i dette morads drager Angel og Angeles ud på en vild rejse fra Acapulco til Mexico City og tilbage igen. Undervejs møder de den sataniske Moreno, en falleret chilensk sangerinde, Andels onkler, De fire Forpulede, der både er et band og en bande, og mange, mange flere. Det hele er en voldsom, speedsnakkende udlevering af et samfund, som Fuentes holder af, men som han også føler behov for at svinge svøben over.

Bogen prøver ikke at skjule, at den er en roman. Tværtimod omtales forfatteren i flere sammenhænge – uden at det dog ser ud til, at fortælleren kender sit ophav – og Kristoffer appellerer hyppigt til sin læser om at følge med og tage del i hans oplevelser. Han eksisterer i sproget og i fortællingen, og når der tales til læseren er det også et forsøg på at få ham til at engagere sig i Kristoffers liv og i den genfødsel af Mexico, som Fuentes håber på.

Sproget er fantastisk oversat af Uffe Harder, og selvom det nogle gange kan blive lidt for meget af det gode, så er der også vilde passager fulde af ordspil. Det er en ordvulkan i akut udbrud – her fra selve undfangelsen: 

”Min dronning: giv mig Amerika, giv din lille Ángel dit lille Amerika; lad mig nærme mig dit Guanahani, Ángeles, kærtegne din Mexicanske Golf, Kilde dit Mississippi-delta, så det bliver dejligt, ophidse dit Cuba, blive opslugt af din Darien-Bugt.
   Giv mig Amerika, Ángel: kom, min Martin Fierro, her er din pampa, min, giv mig dit Veragua, kom tæt på med dit Maracaibo, tag mit Honduras, lad dit Tabasco komme, kys mit Key West, Vene, Vene, Venezuela, kast anker i min havn, den er rig, Puerto Rico, lad mig beholde den store Cayman, lad mig føle mig på Hispaniola og et lille bid i halsen, åh, Dracula, åh Santiago, Dronningens Haver, Nombre de Dios!” (s. 14)

Det er da også en måde at gøre det på!

Romanen er stor i omfang og fuld af barokke indfald. Det er bestemt underholdende og tankevækkende, men det bliver også lidt for meget. Jeg havde i hvert fald svært ved at følge de mange personer, der kommer og går. Det er en fornøjelse at læse bogen, men den fornøjelse måtte godt være et par hundrede sider kortere.