Susanne Brøggers har nået det vigtigste mål med sin gendigtning: Hun har gjort det gamle kvad tilgængeligt for et moderne publikum. Det er selvfølgelig en fordel af kende grundfortællingerne og de mange figurer i forvejen, men sådan er det jo med al digtning fra en fremmed verden.
Smukt cover - og bogen er fyldt med smukke billeder af Pia Schutzmann
I digtet stiger den ældgamle Vølve op af undergrunden for at fortælle historien om verdens skabelse, undergang og genkomst. Sproget er fyldt med dunkle hentydninger, men versenes historie er egentlig ret gennemskuelig. Måske har Ringenes Herre forberedt mig på mærkelige nordiske navne.
Interessant er navngivningen af verden: Hvor det i Biblen tilkommer gud på egen hånd, så er det her menneskene til, der mødtes på ”tinge” og blev enige om navne til alt. Alligevel går det hurtigt ned ad bakke med splid, krig og drab, mens Vølven gang på gang henvender sig til læseren i et vredt tonefald: ”Var der mere I ville vide?” Og selvfølgelig er der det, for menneskets trang til at høre om død og ødelæggelse er umættelig, dengang som nu.
”Bror skal bekæmpe
bror,
søskende bryde
slægtsbånd,
hårdhed skal herske
og hor;
krigstid, kamptid,
kløvede skjolde,
ulvetid, stormtid
til verden ender
og ingen skåner
nogen.”
Forudsiges det, og alligevel slutter digtet positivt:
”Dér skal skyldfri skarer
mødes og leve
lykkedage
i lys,
evigt.”
Til gengæld er jeg ikke sikker på, at der er grundlag for Brøggers feministiske tolkning – hun lægger meget vægt på, at det for en gangs skyld er en kvinde, der fortæller historien – eller for at hun har skrevet kristendommens komme, der i de overleverede versioner slutter digtet af. På sin vis lægger hele historien om de gamle guders fald og verdens nye begyndelse perfekt op til den nye tro. Det er dog kun mindre indvendinger mod et vigtigt og vellykket projekt.
